FN straffer Nordkorea med hårde sanktioner: - De skal indse, at vi ikke leger længere

FN's Sikkerhedsråd vedtog lørdag nye sanktioner mod Nordkorea som svar på landets affyringer af langtrækkende missiler. Nu svarer Nordkorea igen

AP: Kim Jong Un bevidner affyringen af et nyt, stort ballistisk Nordkorea-missil.

- Det er på tide, at Nordkorea indser, at vi ikke leger længere. Truslen fra Nordkorea bliver ved med at være der, og den fortsætter med at vokse og bliver mere og mere farlig.

Sådan lød det fra FN's ambassadør Nikki Haley, efter FN i lørdags vedtog en række omfattende økonomiske sanktioner mod Nordkorea.

Det skriver flere internationale medier, heriblandt The Independent.

Sanktionerne kommer i kølvandet på landets seneste to prøveaffyringer af langtrækkende missiler, som nu får store konsekvenser for landet.

Med FN's sanktioner bliver eksport af norkoreansk kul, jernmalm, blymalm, fisk og skaldyr forbudt, og det kommer til at kunne mærkes på landets økonomi.

- En tredjedel af deres eksport bliver ramt, og vi har givet dem et ordentligt spark i maven med sanktioner på milliarder af dollars, som de vil føle med det samme, lyder det fra Nikki Haley.

FN har derudover også sortlistet ni personer og selskaber - herunder Nordkoreas største bank.

Nordkorea: Vi vil svare hårdt igen
I Nordkorea er sanktionerne blevet modtaget med stor vrede.

- USA vil komme til at betale prisen... Tusindvis af gange. Hvis USA tror, at de vil blive ved med at være sikre, fordi deres land er et ocean væk, så tager de grueligt fejl, lyder det fra den nordkoreanske propagandamaskine, KCNA i en officiel erklæring.

Beslutningen om at indføre de stramme sanktioner kommer efter en måned med private forhandlinger mellem USA og Kina, hvor de har diskuteret, hvilke konsekvenser Nordkoreas prøveaffyringer skulle have.

USA's præsident, Donald Trump, har før kritiseret Kina for ikke at reagere kraftigt nok på den stigende trussel fra Nordkorea.

I et tweet om Kina skrev præsidenten blandt andet:

- De gør INGENTING for os i forhold til Nordkorea, de taler kun. Vi vil ikke længere lade det fortsætte. Kina kunne med lethed løse problemet.

Den nye aftale vækker dog tilsyneladende glæde hos den amerikanske præsident.

- FN's aftale er den største økonomiske sanktionspakke mod Nordkorea nogen sinde. Det vil koste Nordkorea over en milliard dollars, skriver han i et Tweet.

Seneste Nyt
Mest læste
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Nanna C. Pedersen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen