Fremskridt i Nordkorea: Men tophemmelig plan kan få det hele til at gå i vasken

Kim Jong-uns tilnærmelser er gode nyheder for den sprængfarlige situation på den koreanske halvø, men ifølge en ekspert er det hele på et meget skrøbeligt fundament

Sådan lød analysen, da Nordkorea sendte et missil op i november

Et nyt miljø.

Sådan beskrev Yoon Young-Chan, pressechef for Sydkoreas præsident Moon Jae-in, de tilnærmelser, som Nordkoreas præsident gjorde i en officiel meddelelse på Nordkoreas statslige tv natten til onsdag dansk tid.

Her oplyste Kim Jong-un, at han havde beordret en længe afbrudt hotline til Sydkorea genåbnet, og for første gang siden februar 2016 er der igen en aktiv telefonforbindelsen i grænsebyen Panmunjom.

Ekstra Bladet har talt med militæranalytiker og ekspert i stormagtsdiplomati ved Forsvarsakademiet, Liselotte Odgaard, der vurderer, at de nye tilnærmelser er skabt på et meget skrøbeligt fundament.

- Talen skal ses på baggrund af, at Sydkorea gerne vil have et bedre forhold til Kina og på det seneste har formået at tø forholdet en smule op. Kineserne har været sure på Sydkorea, fordi USA har installeret et missilforsvar i landet.

Artiklen fortsætter under billedet

To sydkoreaner ser over til Nordkora fra byen Paju (Foto: AP)
To sydkoreaner ser over til Nordkora fra byen Paju (Foto: AP)
 

- Nu ser Nordkorea også en mulighed for at koble sig på den vogn, men det er en meget lille åbning. Kina ønsker slet ikke en konflikt i området, men derimod stabilitet, og det vil Sydkorea også gerne have, og derfor vil de gerne signalere, at de er villige til at gå i dialog med Nordkorea, siger Liselotte Odgaard til Ekstra Bladet.

Den hemmelige plan
Ifølge Liselotte Odgaard har der længe været historier om, at Nordkorea og Kina har indgået et hemmeligt samarbejde.

Og senest har vi fået syn for sagen.

Washington Times kunne tirsdag offentliggøre et lækket dokument, hvor det fremgår, at Nordkorea og Kina har lavet en hemmelig plan.

Den beskriver, at Xi Jinping og Kim Jong-un har indgået en studehandel, hvor Kina har indvilget i, at Nordkorea får lov til at beholde deres nuværende atomvåben-arsenal, men undlader at færdigudvikle et interkontinentalt ballistisk missil, der kan ramme USA og får støtte til at bygge nye kortdistance-missiler.

Derudover har Kina lovet, at de ikke vil tillade, at Nordkoreas økonomi kollapser. Med andre ord undlader Kina at implementere mange af de FN-sanktioner, som de ellers har stemt for i Sikkerhedsrådet.

Til gengæld skal Nordkorea love, at de vil stoppe med gennemføre nye atomtest og dermed sikre stabilitet i området.

Artiklen fortsætter under billedet

Sydkoreas nye præsident Moon Jae-in
Sydkoreas nye præsident Moon Jae-in
 

Du kan se den engelske oversættelse af det tophemmelige dokument her

- Det skal understreges, at vi fortsat ikke ved, om dokumentet er ægte eller ej. Jeg tror dog, at det er ægte, og det er det første håndfaste bevis på, at Nordkorea forhandler med Kina. Det er meget vigtigt, det der sker lige nu, men USA's mere konfrontatoriske tilgang til Nordkorea, giver også en høj risiko for, at det hele kan bryde sammen.

- Alle disse små skridt er jo med til at isolere USA, og deres strategi i regionen kan blive fremstillet som fejlslagen, så USA  vil forsøge at stikke en kæp i hjulet på, hvad der bliver set som Kinas og Nordkoreas forsøg på at stikke en kæp i hjulet på alliancen mellem Sydkorea og USA, siger Liselotte Odgaard.

Den svage spiller
Ifølge eksperten er problemet for Sydkorea, at det er dybt afhængig af USA, hvis det utænkelige sker, og en militær konflikt bryder ud. Her er Sydkorea den svage spiller.

- Sydkorea har henstillet til USA, at de ønsker, at de næste militærøvelser i samarbejde med USA på den koreanske halvø bliver aflyst, men hvis Trump gerne vil gennemføre dem, så kan de intet stille op. Sydkoreas henstilling om at aflyse militære øvelser tyder på, at Sydkorea er positivt stemt over for Kina og Ruslands forslag om 'Freeze for Freeze'.

- Forslaget indebærer, at hvis USA indstiller deres øvelser i regionen, så vil Nordkorea indstille deres missiltests og atomprøvesprængninger. Sydkorea mener ligesom Kina og Rusland, at USA's adfærd over for Nordkorea er for truende, men der er grænser for, hvad de kan sige. Allerede nu har analytikere i USA meldt ud, at tegnene på et bedre forhold mellem Sydkorea, Kina og Nordkorea er et forsøg på at svække USA's alliance med Sydkorea, så det er en ekstrem svær balancegang for Sydkorea og resten af regionen, siger Liselotte Odgaard til Ekstra Bladet.

OL får betydning
Om lidt over en måned starter Vinter-OL i Sydkorea, og udover bobslæde-drama og skihop, så kan det også få en stor betydning storpolitisk.

Tirsdag foreslog Sydkorea at holde samtaler med Nordkorea for at diskutere en mulig deltagelse ved den store sportsbegivenhed.

Artiklen fortsætter under billedet

Telefonforbindelsen mellem Sydkorea og Nordkorea vil blive genåbnet (Foto: AP)
Telefonforbindelsen mellem Sydkorea og Nordkorea vil blive genåbnet (Foto: AP)
 

- Vi håber, at syd og nord kan sidde ansigt til ansigt og diskutere en deltagelse af den nordkoreanske delegation ved legene i Pyeongchang (værtsbyen, red.), sagde Sydkoreas genforeningsminister Cho Myoung-gyon ifølge AFP. Nordkorea har stillet sig positiv over for at overveje at sende en delegation til Vinter-OL.

Og det kan ifølge Liselotte Odgaard få stor betydning for fremtiden i regionen.

- Igen er det en balancegang for Sydkorea. For hvis Nordkorea kommer, så vil USA respondere negativt, for eksempel ved at undlade at deltage. Det samme gælder Japan, og det er fortsat uklart, om Xi Jinping og Shinzo Abe dukker op. De er allesammen lidt i venteposition for at se, hvad USA vil gøre, så det er værd at holde øje med OL på den diplomatiske front, siger Liselotte Odgaard.

Styret i Nordkorea har endnu ikke reageret på tilbuddet fra Sydkorea.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Kim Vangkilde
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen