Fri passage til IS-folk aflyst efter drab på oprørsleder

Plan om at lade et militante islamister slippe ud af Syriens hovedstad er midlertidigt suspenderet

En FN-støttet aftale om at give fri passage til flere end 2000 krigere fra den militante oprørsgruppe Islamisk Stat (IS) i Syrien ser ud til at være faldet til jorden.

Det rapporterer en tv-station styret af Hizbollah i Libanon ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Planen var ellers, at IS-krigerne, der holder til i en oprørsstyret del af den syriske hovedstad, Damaskus, skulle få lov at slippe ud.

Men blandt andet fredagens drab på Zahran Alloush, lederen af den vigtige syriske oprørsgruppe Jaysh al Islam, har tilsyneladende fået aftalen til at falde til jorden.

Konvojen med IS-krigerne skulle have passeret gennem et territorium, som Zahran Alloush kontrollerede, på vejen til deres endelige mål, Raqqa i det nordlige Syrien.

Hizbollah-stationen Manar rapporterer, at busser, der fredag var ankommet for at samle IS-krigerne og mindst 1500 af deres familiemedlemmer op, er vendt om igen.