Frygter nyt udbrud: Umuligt at nå frem til de dræbte

Redningsarbejdere kan ikke nå frem til de omkomne fra mandagens vulkanudbrud på grund af øget aktivitet

Der var 47 personer på White Island, der ligger 50 kilometer ud for New Zealands nordø, da vulkanen gik i udbrud mandag eftermiddag lokal tid. Video: AP/Spectee. Redigering: Mikkel Cramon

Aktiviteten på vulkanøen White Island i New Zealand er øget, og det forsinker arbejdet med at bjærge de otte omkomne, der formodes fortsat at være på øen efter mandagens vulkanudbrud.

Se også: 25 personer er i kritisk tilstand efter vulkanudbrud

Det oplyser myndighederne på et pressemøde sent onsdag eftermiddag lokal tid.

- Miljøet på øen har ændret sig. Siden i morges er aktiviteten øget, så lige nu står vi standby, siger vicepolitikommissær John Tims på pressemødet.

- Så snart vi er sikre på, at der ikke er nogen risiko, vender vi tilbage, siger han om arbejdet med at bjærge de døde.

Seks personer er allerede bekræftet døde, og de otte, der savnes, formodes også at være døde. Derudover er 30 kvæstede. 25 af disse er i kritisk tilstand med forbrændinger på over 70 procent af kroppen.

Artiklen fortsætter under billedet ...


Udbrud inden for et døgn
Graham Leonard, en vulkansk geolog ved forskningsinstituttet GNS Science i New Zealand, fortæller onsdag eftermiddag, at der er mellem 40 og 60 procents sandsynlighed for et nyt udbrud inden for de næste 24 timer.

- I går var der en høj risiko for et udbrud. I dag er der en endnu større risiko.

- Og i øjeblikket forværres parametrene, siger han til de fremmødte journalister i Wellington.

Politiet oplyser, at redningsarbejdernes sikkerhed har højeste prioritet.

Det sker, efter at myndighederne er blevet kritiseret for ikke at gøre nok for at bjærge de savnede, som allerede tirsdag blev formodet døde.

- Vi kan ikke sætte andre mennesker i fare. Vi er nødt til at vente, indtil øen er sikker, siger vicepolitikommissær Bruce Bird på et pressemøde i byen Whakatane.

Der var 47 personer på White Island, der ligger 50 kilometer ud for New Zealands nordø, da vulkanen gik i udbrud mandag eftermiddag lokal tid.

Herunder fire turister fra Tyskland, to fra Storbritannien, 24 fra Australien, ni fra USA, to fra Kina og en fra Malaysia.

Blandt de seks, der er bekræftet døde, er en australsk mor og hendes 20-årige datter samt en lokal guide fra New Zealand.

Krig & katastrofer - 10. dec. 2019 - kl. 05:27 Flere dræbt i vulkanudbrud: Politi åbner kriminalefterforskning

Se også: fem døde og 31 på hospitalet efter vulkanudbrud

Krig & katastrofer - 9. dec. 2019 - kl. 13:12 Minuttet før katastrofen: Gruppe fanget i vulkanen