Luftangreb i den nordvestlige syriske Idlib-provins tirsdag har kostet mindst 58 mennesker livet. Deriblandt mindst ni børn.
Desuden meldes mere end 150 personer såret
Overvågningsgruppen Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder citerer hospitalskilder for, at der blev anvendt gas ved angrebet. Den syriske regering har gentagne gange afvist, at den anvender sådanne våben.
- Ved angrebet på byen Khan Sheikhun i den centrale del af Idlib begyndte mange af ofrene at udvise tegn på kvælning eller faldt besvimede om. Det tyder på et gasangreb, siger overvågningsgruppen, som indsamler informationer om krigen fra netværk i hele landet.
- Hospitalskilder i byen siger, at patienter besvimede, kastede op og havde fråde om munden, siger overvågningsgruppen.
Overvågningsgruppen, som har hovedkvarter i Storbritannien, er dog ikke i stand til at fastslå, hvilken form for substans der skal være blevet anvendt.
Regimet bomber jævnligt
Provinsen Idlib er overvejende kontrolleret af en alliance af oprørere - deriblandt islamister i Fateh al-Sham Fronten, som tidligere var tilknyttet al-Qaeda.
Regimet bomber jævnligt mål i provinsen, og også russiske fly deltager i bombardementer, som sædvanligvis er rettet mod jihadister.
Syriens regering underskrev officielt Konventionen om Kemiske Våben og gav afkald på dets kemiske arsenal i 2013 for at undgå en amerikansk militæraktion.
Men der har siden været gentagne beskyldninger om, at det syriske regime anvender kemiske våben.
Styret afviser beskyldningerne, og det har på sin side beskyldt oprørsgrupper for at bruge forbudte våben.
Syriens Observatorium for Menneskerettigheder meldte mandag, at mindst 28 civile er dræbt efter flere luftangreb. Det blodigste fandt ifølge gruppen sted i Douma, hvor 22 civile, heriblandt to børn, blev meldt dræbt.