Gidsel var få timer fra løsladelse: Dræbt i Navy Seal-aktion

Pierre Korkie var på vej hjem til kone og børn, da amerikansk militæraktionen blev fatal

Den sydafrikanske lærer Pierre Korkie var angiveligt tæt på sin løsladelse, da en amerikansk militæraktion kom på tværs. (Foto: AP)
Den sydafrikanske lærer Pierre Korkie var angiveligt tæt på sin løsladelse, da en amerikansk militæraktion kom på tværs. (Foto: AP)

Det sydafrikanske gidsel Pierre Korkie var få timer fra sin løsladelse, da en fejlslagen amerikansk militæraktion lørdag kostede ham livet, skriver The Guardian.

Pierre Korkies arbejdsgiver, Imtiaz Sooliman, oplyser, at al-Qaeda i Yemen var gået med til at løslade den 57-årige lærer for 200.000 dollar - godt en million kroner.

- Sorgen bliver ekstra stor, når Yolande (Korkies kone, red.) og hendes familie finder ud af, at Pierre skulle have været løsladt søndag, siger Imtiaz Sooliman og tilføjer.

- Alt var parat til at flyve Pierre ud af Yemen under diplomatisk dække, hvorefter han skulle have været genforenet med sin familie i et sikkert land, siger han.

Pierre Korkie blev dræbt, da amerikanske elitestyrker rykkede ind for at redde det amerikanske gidsel Luke Somers.

Amerikanerne var tilsyneladende ikke klar over, at Somers, en 33-årig pressefotograf, sad sammen med Korkie. Begge mænd blev dræbt af al-Qaeda, da missionen blev afsløret og endte i ildkamp.

33-årige Luke Somers blev dræbt under en mislykket befrielsesaktion. (Foto: AP) Terror Yemen: Specialstyrker blev opdaget 100 meter fra gidsler

Luke Somers, 33, arbejdede i Yemen som pressefotograf, da han for halvandet år siden blev bortført af al-Qaeda. (Foto: AP)
Luke Somers, 33, arbejdede i Yemen som pressefotograf, da han for halvandet år siden blev bortført af al-Qaeda. (Foto: AP)
 

Aktionen for at befri Luke Somers var blevet godkendt af præsident Barack Obama, og det var Navy Seal Team Six – enheden der stod bag likvideringen Osama bin Laden - der blev sendt af sted for at udføre missionen.

Men på vej til al-Qaedas skjulested gik det galt. Ifølge Wall Street Journal kan det have været en gøende hund, der afslørede operationen.

Missionen endte med at koste Luke Somers og sydafrikaneren Pierre Korkie samt flere andre landsbyboere og militante livet.

Luke Somers familie kritiserer midt i sorgen den amerikanske regering.

- Vi føler os ret sikre på, at vi kunne have fået ham fri, hvis man havde valgt forhandlingsvejen i stedet for konflikt. Der har før været trusler, der ikke er blevet ført ud i livet, siger stedmoren Penny Bearman til The Guardian.

Den amerikanske fotojournalist Luke Somers har mistet livet under en befrielsesaktion. (Foto: AP) Terror Amerikansk gidsel dræbt under befrielsesaktion

Den amerikanske forsvarsminister Chuck Hagel siger, at USA havde efterretninger om, at Luke Somers liv var i overhængende fare, hvilket udløste beslutningen om at handle.

I en erklæring fordømmer præsident Barack Obama al-Qaeda for det 'barbariske drab' på Somers.

- På vegne af den amerikanske befolkning kondolerer jeg Lukes familie og alle, der var tæt på ham. Som denne og andre redningsoperationer har vist, så vil USA ikke undlade at gøre brug af alle kapaciteter - militære, efterretningsmæssige og diplomatiske - for at kunne bringe vore statsborgere hjem.

Pierre Korkie var i Yemen som lærer for en velgørenhedsorganisation, da han blev taget som gidsel med sin kone i maj 2013. Hustruen Yolande blev senere løsladt. Han efterlader sig to børn.

Luke Somers blev taget som gidsel i Yemens hovedstad Sanaa fort 18 måneder siden. Han arbejdede som pressefotograf, da han blev bortført.