Har brugt milliarder på F-35: Nu overvejer amerikanerne billigere og simplere fly

Udviklingen af F-35 er formentligt verdens dyreste våben-program - nu vil amerikanske politikere og generaler se på, om et simplere fly kan bruges

Der er ikke meget højteknologisk kampfly over Super Tucano'en. Til gengæld er flyet billigt. Foto: PR-foto
Der er ikke meget højteknologisk kampfly over Super Tucano'en. Til gengæld er flyet billigt. Foto: PR-foto

Femte generations-kampflyet F-35 Joint Strike Fighter, som en lang række lande - herunder Danmark - har skudt penge i, er ikke bare et af verdens mest avancerede og højteknologiske kampfly.

Det er også dyrt og fyldt med fejl.

Efter at have postet milliarder af kroner i udviklingen af flyet overvejer flere amerikanske politikere og forsvarsgeneraler nu, om USA kan klare sig med færre af de moderne fly og i stedet bruge mere simple fly, der er væsentligt billigere.

Blandt andre den republikanske krigsveteran John McCain, der er formand for Senatets forsvarskomite, har luftet tanken offentligt.

- De fly vil kunne give luftstøtte og udføre andre missioner i områder, hvor luftforsvar ikke er noget problem, lyder det ifølge Politiken fra toppolitikeren i et budgetforslag fra forsvarskomiteen.

McCain mener, at det vil give mening at købe 300 simple kampfly til det amerikanske forsvar.

Se også: Rapport: Danmarks nye kampfly har 276 mangler

En tiendedel af prisen
Et fly i den billige ende, der vil kunne bruges i stedet for F-35'eren til simple opgaver, hvor jord-til-luft-beskydning ikke udgør nogen fare er den brasilianske Super Tucano, som adskillige sydamerikanske lande benytter.

Flyet minder mere om Anden Verdenskrig-flyet Spitfire end den højteknologiske F-35'er, men prisen er samtidig en helt anden.

Hvor et F-35 alt efter type koster fra omkring 700 millioner kroner og opefter, kan en Super Tucano erhverves for blot en tiendedel af den pris.

Flyet kan heller ikke helt det samme som F-35'eren, men det kan - ligesom andre kampfly - medbringe højteknologiske våben med uhyre præcis træfsikkerhed.

Blandt andet i Afghanistan bruges Super Tucano'en af de afghanske styrker til bombetogter mod Taliban, der ikke råder over noget reelt luftforsvar.

Se også: Canada dropper Danmarks nye kampfly

Folketinget besluttede sidste år at købe 27 F-35 Joint Strike Fighters til det danske forsvar. Foto: All Over
Folketinget besluttede sidste år at købe 27 F-35 Joint Strike Fighters til det danske forsvar. Foto: All Over

F-35 ikke klar til pension
På samme måde vil fly af den simple type kunne bruges i Syrien, Irak, Libyen og så videre, hvor kampflyene ikke behøver stealth-egenskaber, høj fart og andre udvidede egenskaber, forklarer det amerikanske flyvevåbens stabschef general David Goldfein til Breaking Defense.

Andre fly, der ifølge luft-generalen bliver set på - selvom der ikke er afsat penge til et køb endnu - er T-6 Texan II'eren og Scorpion'en.

F-35'eren kan dog ikke pensioneres allerede inden den for alvor er kommet i brug, påpeger generalen. Skulle det komme til en konfrontation med lande som Kina, Rusland, Iran eller Nordkorea vil et billigt, simpelt fly ikke kunne klare opgaven.

Se også: Nu igen: Brand i endnu en F-35

180 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere