Havarigruppe afslører mistænkte fra MH17-nedskydning

Navne på 'de første fire mistænkte' fra nedskydning af passagerfly bliver offentliggjort i Holland

En international havarigruppe, som efterforsker nedskydningen af passagerflyet MH17 i Ukraine for fem år siden, fremlægger onsdag nye beviser i sagen.

Den hollandsk-ledede ekspertgruppe vil ifølge BBC offentliggøre navnene på fire mistænkte personer.

Gruppen dokumenterede sidste år, at flyet blev skudt ned med en Buk-raket fra det russiske forsvar. Det skete over et område, som blev kontrolleret af russiskstøttede oprørere i den østlige del af Ukraine.

Oplysningerne, som offentliggøres ved et pressemøde i Holland klokken 13.00, er allerede blevet givet til pårørende til ofrene for nedskydningen.

Boeing 777-flyet var på vej fra Amsterdam til Malaysia, da det blev skudt ned den 17. juli 2014. Alle de 298 ombordværende blev dræbt ved nedskydningen. De fleste af ofrene var hollændere.

Efterforskerne siger, at russiskstøttede separatister sendte et russisk bygget missil mod flyet.

Katerina Zelenko, talskvinde for Ukraines udenrigsministerium, har forud for pressemødet i Holland sagt, at navnene på 'de første fire af de mistænkte vil blive offentliggjort'. Det rapporterer BBC.

Efterforskningsgruppen har medlemmer fra Holland, Malaysia, Australien, Belgien og Ukraine. Gruppen vil ud over fysisk bevismateriale fremlægge billeder, filmoptagelser og vidneudsagn.

Fire personer bliver anklaget
Der vil blive ført en retssag, hvor fire personer bliver anklaget for at skyde passagerflyet MH17 ned over Ukraine i juli 2014. Tre af dem er russere, mens en er ukrainer.

Det fortæller et hold af internationale efterforskere onsdag.

Efterforskerne siger, at der var en direkte kommandolinje mellem de ukrainske oprørere og Rusland.

Rusland afviser, at det var involveret i nedskydningen af passagerflyet. Fra russisk side hedder det, at raketten kan være blevet affyret af Ukraines militær.

Foto: Viktor Marchukaites/AFP/Ritzau Scanpix 112 - 7. maj. 2019 - kl. 10:42 Fly ramt af lyn kort før katastrofe

Foto: Ritzau Scanpix 112 - 6. maj. 2019 - kl. 07:50 Dramatiske billeder: Her går det helt galt

Se også: Disse flyselskaber har aldrig haft et fatalt styrt

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere