Mens USA, Norge, Tyskland, Storbritannien, Frankrig og Australien flittigt har offentliggjort landenes gavmilde våbendonationer til den ukrainske kamp mod Rusland, har tonerne været ganske anderledes fra dansk side.
Donationerne her til lands er nemlig som udgangspunkt hemmelige - men flere gange har samarbejdspartnere afsløret danske bidrag, ligesom man fra dansk side ivrigt har kommunikeret enkelte donationer, eksempelvis af 19 Ceasar-artillerikanoner og donationen af op mod 100 udfasede Leopard 1-kampvogne.
- Det, det signalerer, er, at man er åben og transparent, når det tjener et politisk behov.
- Og så kommer den der skadelige zigzag-kurs, som giver udfordringer, hvor man den ene dag vil beskrive noget og den anden dag ikke gøre det, lyder det fra Jesper Olsen, der er formand i Transparency International DK.
Operative hensyn
Skiftende regeringer har ofte begrundet hemmelighedskræmmeriet med 'operative hensyn' - og derfor har Ekstra Bladet rettet henvendelse til Forsvarsministeriet for at høre, hvilke særlige danske hensyn der kræver hemmeligholdelse, men som ikke gælder for en lang række andre lande.
Derudover har Ekstra Bladet ønsket svar på en lang række spørgsmål fra fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V), blandt andet på hvorfor størstedelen af donationerne i 2022 blev holdt hemmelige, mens Leopard- og Ceasar-donationerne blev kommunikeret på højrøstet vis.
Forsvarsministeriet er dog kun vendt tilbage med et skriftligt svar.
'Forsvarsministeriet har fuld forståelse for den offentlige interesse for Danmarks militære støtte til Ukraine. Derfor overvejes det løbende, hvorvidt informationer om Danmarks militære støtte til Ukraine kan offentliggøres, idet der fortsat ikke gås på kompromis med operative hensyn eller hensyn til allierede og samarbejdspartnere.'
'Disse overvejelser sker i tæt samarbejde med både Forsvaret, FE og andre relevante ministerier samt internationale samarbejdspartnere.'
Vind og sol
- Vi kan dog kun have en ordentlig og begavet debat om danske donationer, hvis vi får et nogenlunde konsistent grundlag at diskutere det på, lyder anken dog fra Jesper Olsen.
Samtidig er hemmeligholdte danske donationer flere gange kommet frem i lyset af andre kanaler - blandt andet donationen af 54 danske M113 pansrede mandskabsvogne, som Tyskland meldte ud.
Også forsendelsen danske af Harpoon-missiler var hemmeligt her til lands, men blev bekræftet fra amerikansk hånd.
Jesper Olsen påpeger i den forbindelse at det er vigtigt at kommunikere til danskerne, hvad skatteydernes foreløbige donationer til en værdi af 4,9 milliarder går til.
- For som dronningen siger: Der er dage med solskin, og der er dage med regn. Og her har vi i virkeligheden bare et behov for at få den rigtige vejrmelding i brede træk, lyder det fra Jesper Olsen, der advarer mod at zigzag-kursen kan gøre politikken til ren 'symbolik'.
- Tillid til myndighederne kommer nemlig af, at man får tilstrækkeligt med informationer til at lave en vurdering.