Kaptajn Kirk er klar til at stå til søs på en rejse, hvor ingen før har rejst.
Det kommer dog ikke som i 'Star Trek' til at ske med rumskibet Enterprise, men derimod med destroyeren USS Zumbalt DDG 1000.
I går indviede US Navy deres nyeste skib, der mest af alt ligner en futuristisk sci-fi-maskine.
At skibet ligner noget fra 'Star Trek', er sådan set meget passende. For præcis som i kultserien hedder kaptajnen om bord også James Kirk.
Kaptajnen har dog ikke umiddelbart nogen planer om sætte kursen mod fjerne galakser. Krigsskibet, der får base i San Diego, skal være en del af Stillehavsflåden, hvor det blandt andet får til opgave at beskytte andre skibe - eksempelvis hangarskibe.
- Vi er helt oppe at ringe over at se Zumwalt komme af sted, har virkelighedens kaptajn Kirk tidligere sagt til Business Insider.
Skibets rumskibs-lignende form skyldes, at det - ligesom de meget omtalte F-35-fly - er bygget med stealth-teknologi, hvilket betyder, at det er svært at se på en radar.
Ifølge den amerikanske flåde er det nye skib det mest avancerede og højteknologiske i verden - og samtidig er det med sine 186 meter i længden den største destroyer på planeten.
Og - også fuldstændig som F-35'erne - har der været massive budgetskred i forbindelse med udviklingen, hvilket har bragt den endelige pris op på 4,4 milliarder dollars, hvilket svarer til omkring 30 milliarder kroner.
Tekniske problemer: USA holder F-35 på jorden
Skibet, der har været i søen siden 2013, er først nu klar til at indgå operativt i flåden og bliver overdraget til US Navy lørdag eftermiddag klokken 17 lokal tid i Baltimore lidt nord for Washington, D.C.
Skibet bliver drevet frem af to gigantiske Rolls-Royce motorer, der kan skyde skibet frem med 30 knob - altså cirka 56 kilometer i timen.
Med sig ud på verdenshavene kan skibet have op til to helikoptere samt tre drone-helikoptere, der kan bruges til rekognoscering eller væbnet luftstøtte.
Samtidig er skibet udstyret med 80 affyrings-celler, der kan indeholde minimum et missil i hver celle - med nogle typer missiler kan der være mere end et missil i hver celle.
Om bord er der også to 155 mm kanoner, der i størrelse svarer til de artilleri-kanoner, som Danmark har benyttet de seneste mange år.
Kanonerne kan dog affyre langt flere skud i minuttet end traditionelle artilleri-kanoner, ligesom de kan skyde væsentligt længere - i visse tilfælde helt op til 150 kilometer. Det kan være mod andre skibe, men primært mod mål på landjorden.
Til brug i kanonerne er der knap 1000 granater med på skibet.
Endelig er skibet udstyret med to 30 mm maskinkanoner til beskydning af skibe på kort afstand.
På grund af destroyeres store størrelse er besætningerne typisk på over 200 mand. På USS Zumwalt kan man dog nøjes med 158 på grund af øget computerstyring.
Planen var oprindeligt, at der skulle bygges mere end 30 skibe af Zumwalt-typen til den amerikanske flåde. På grund af den høje pris på 30 milliarder kroner nøjes man dog med tre.