Her sprænger IS historisk tempel i luften

Terrororganisation lægger billeder af historisk vandalisme ud på de sociale medier

Se billeder af ødelæggelserne her (Videogalleri: AP)

Islamisk Stat viser nu angiveligt, hvordan de har sprængt et 2000 år gammelt tempel i luften i Syrien.

På dette udaterede billede, som i dag er blevet sendt ud på de sociale medier, ses røgen efter eksplosionen af Baalshamin, som ligger i den syriske oldtidsby Palmyra.

Udover billedet af eksplosionen, som FN's kulturagentur UNESCO betegner som en krigsforbrydelse, florerer også billeder af, hvordan terrorister fra IS plastrer det historiske monument til med sprængstof.

Se flere billeder her.

Ifølge syriske medier sprængte terrororganistationen templet, som er et symbol på Syriens historisk kulturelle diversitet, i stumper og stykker søndag.

Se også: Islamisk Stat smadrer 1600 år gammelt kloster

Ifølge nyhedsbureauet AP lyder en billedtekst på arabisk under billederne af IS' ugerning 'Øjeblikket, hvor det hedenske Baalshamin tempel, detonerer.

Tidligere på ugen kom det frem, at Islamisk Stat havde halshugget Palmyras 82-årige pensionerede chefarkæolog, Khaled al-Assaad. Han blev betegnet som en af Syriens vigtigste eksperter inden for antikken.

Siden Islamisk Stat rykkede ind i Palmyra, har der været international bekymring for, at byens romerske ruiner, som er på Unescos liste over verdensarv, ville blive totalt ødelagt af den yderliggående bevægelse.

Se også: Islamisk Stat sprænger oldtidstempel i stykker

Den ansvarlige for Syriens oldtidsminder, Maamoun Abdulkarim, sagde efter eksplosionen, at den havde forårsaget omfattende skade. Den indre del af templet blev ødelagt, og flere af de søjler, der omgiver templet, kollapsede.

- Vores mest dystre forudsigelser finder desværre sted nu. De foretog henrettelser i Palmyras gamle teater, i juli ødelagde de den berømte løvestatue af Athena og forvandlede museet til et fængsel og en retssal, lød det videre om den seneste tids ødelæggelser, sagde Abdulkarim til nyhedsbureauet AFP.

Baal Shamin-templet blev bygget omkring år 17 e.Kr. og blev udvidet under den romerske kejser Hadrian i år 130.

Islamisk Stat har også ødelagt store dele af historiske byer i nabolandet Irak.