Kasakhstans regering har torsdag sat et prisloft på LPG, som er flydende gas.
Det sker for at mindske den uro, der er opstået, efter at priserne på brændstoffet, der bruges hyppigt i biler, er steget markant.
Det fremgår af en erklæring fra regeringen.
Prisloftet bliver indført for at 'stabilisere den socioøkonomiske situation', hedder det i erklæringen.
Voldsom stigning
Prisen på LPG tog et kraftigt hop lørdag, efter et prisloft blev fjernet. De seneste tre dage har der været omfattende protester i Kasakhstan udløst af de højere priser.
Det fremgår ikke, hvad det nye prisloft er, eller om det sænker priserne med det samme.
Adskillige drab og mange såret
Protesterne har ført til voldelige sammenstød mellem politi og demonstranter.
Torsdag er meldingen, at dusinvis af demonstranter og 12 betjente er dræbt under uroligheder i landets største by, Almaty.
En af betjentene blev fundet halshugget, melder nyhedsbureauet AP.
Demonstranterne har angiveligt forsøgt at storme administrative bygninger.
I alt er mere end 1000 personer kommet til skade under urolighederne i Kasakhstan.
Historisk kaos
Onsdag faldt regeringen på grund af urolighederne.
Kasakhstan har erklæret undtagelsestilstand i hele landet som følge af de voksende protester. Den er i kraft frem til 19. januar.
Situationen beskrives som den største udfordring mod det autoritære styre i Kasakhstan i årtier.
Se billeder fra de seneste to dage herunder.