Hot tub: Lava sætter pool i kog

Lavaen fra vulkan på De Kanariske Øer strømmer mod havet med vilde billeder til følge

Hot tub: Lava sætter pool i kog

Noget af kraften er ganske vist gået af vulkanen Cumbre Vieje, der er i udbrud på La Palma, en af De Kanariske Øer, og lavastrømmen bevæger sig langsommere mod Atlanterhavets kyst end tidligere antaget, skriver Reuters.

Lavaen er således mandag aften nået til omkring halvvejs mellem vulkanen og havet, oplyser de lokale myndigheder.

Ikke desto mindre efterlader den sig bemærkelsesværdige billeder, og selvsamme myndigheder advarer om, at der kan komme eksplosioner og skyer af giftig gas, når den meget varme lava rammer det kolde hav.

En lille forsmag herpå fotografen bag optagelserne herover, da strømmen nåede en swimmingpool på en skråning.

Ingen kvæstede
Vulkanen gik i udbrud søndag, og siden er omkring 5500 mennesker blevet evakueret fra området ved vulkanen.

100 boliger er meldt ødelagt, skriver nyhedsbureauet AFP, men ingen mennesker er kommet noget til.

Luftbilleder viser aske og lavastrømme, som driver ned ad vulkanens sider.

Cumbre Viejas udbrud er ikke kommet ud af det blå.

Alarmberedskabet har været højt på øen, da over 22.000 rystelser blev registreret omkring vulkanen på en uge.

Der bor omkring 80.000 mennesker på La Palma. Vulkanen ligger i den sydlige del af øen.