Hotel med FN-ansatte angrebet i Mali - Syv er dræbt

Et hotel i Mali er angrebet fredag. Flere er dræbt og nogle er taget som gidsler

I det centrale Mali er et hotel, som benyttes af personale fra FN, blevet angrebet fredag.

Militæret mistænker militante islamister for at stå bag skudattentatet, som ifølge nyhedsbureauet Reuters har kostet mindst syv mennesker livet, og flere er taget som gidsler.

Først lød dødstallet på fire.

To af de dræbte er gerningsmænd. Derudover kunne liget af en hvid mand ses uden for hotellet, fortæller et vidne til den dramatiske hændelse.

Også fire maliske soldater blev dræbt, og tre blev såret, da gerningsmændene og militære tropper udvekslede skud tæt på hotellet, der ligger tæt på lufthavnen i byen Sevare cirka 600 kilometer nordøst for hovedstaden Bamako.

En østeuropæer og tre andre personer ansat ved den fredsbevarende operation Minusma er angiveligt flygtet fra hotellet under angrebet, fortæller talsmand for militæret Souleymane Dembele til Reuters.

To talsmænd for militæret oplyser desuden, at tre russiske piloter angiveligt er blevet kidnappet af islamisterne. Dog lyder det fra den russiske ambassade, at disse forlydender er ukorrekte.

Derimod har den ukrainske regering bekræftet, at en ukrainer er blandt flere personer, der er taget som gidsler af gerningsmændene.

Tre sydafrikanere og en franskmand skulle også have befundet sig på hotellet.

- Gerningsmændene har taget nogle udlændinge som gidsler i et af hotellerne i området. Militæret har afskærmet hele området og byen er i "lockdown". De (militæret, red.) har bedt folk om at blive hjemme, siger en lokal embedsmand til nyhedsbureauet AFP.

Han ønsker at være anonym.

Angrebet er sandsynligvis en følgevirkning af, at en franskledet militæroperation i 2013 fik drevet militante islamister - nogle med forbindelse til al-Qaeda - ud af byer i det nordlige Mali, som var blevet invaderet et år forinden.

Fredagens angreb viser, at der stadig foreligger en trussel fra de oprørere, som fortsat befinder sig i landet. De har ifølge Reuters optrappet deres angreb mod maliske soldater og FN-tropper.

Endnu har ingen taget ansvar for fredagens angreb, og der er ikke kommet nogen officiel udtalelse fra landets regering.