Hvert fjerde offer for krigen i Yemen er et barn

Børn i konfliktramte Yemen risikerer hver dag at blive fanget i bombardementer og beskydninger

Tal viser, at næsten 400.000 børn under fem år i Yemen er så underernærede og svage, at de har forhøjet risiko for at dø. Foto: Mohammed Huwais/Ritzau Scanpix
Tal viser, at næsten 400.000 børn under fem år i Yemen er så underernærede og svage, at de har forhøjet risiko for at dø. Foto: Mohammed Huwais/Ritzau Scanpix

Over de seneste tre år har næsten hver fjerde af de dræbte eller sårede civile under krigen i Yemen været et barn.

Det viser en analyse fra nødhjælpsorganisationen Red Barnet.

Mellem 2018 og 2020 er det bekræftet, at 2341 børn er dræbt eller såret under krigen. Og tallet er formentlig langt højere, vurderes det.

Det går generelt den forkerte vej i det konfliktramte land, siger Anne Margrethe Rasmussen, der er områdeansvarlig for Mellemøsten hos Red Barnet.

- Næsten hver fjerde civile offer i Yemen er et barn. Det vil sige, at 23 procent af de døde og sårede civile er børn.

- Det rigtig triste er, at i 2018 var det hvert femte civile offer, som var et barn. I dag er det hvert fjerde. Så heller ikke på det her område går det den rigtige vej i Yemen, siger hun.

Det er seks år siden, at krigen brød ud i Yemen, hvor en blodig magtkamp bliver udkæmpet. Krigen står mellem Yemens regering og houthi-oprørerne.

Krigen anses i høj grad som en kamp om magten på Den Arabiske Halvø mellem fjenderne Saudi-Arabien og Iran.

Houthi-oprørerne er støttet af Iran, mens Yemens regering er støttet af en saudiarabiskledet koalition. Den koalition støttes af USA.

Situationen i Yemen bliver af FN kaldt den største humanitære krise i verden. 20,7 millioner personer - eller to tredjedele af befolkningen - har brug for hjælp for at overleve.

Ifølge Anne Margrethe Rasmussen bliver konflikten værre og værre for børn.

- Børn er altid de mest udsatte i en konflikt. I Yemen risikerer de hver dag at blive fanget i bombardementer og beskydninger. Ikke bare når de er ude, men også når de er i deres hjem, og når de går i skole.

- Det er også svært for dem at komme i behandling, for sundhedssystemet er ved at bryde sammen. Det er en situation, som blot forværres og forværres, siger hun.

Hun tilføjer, at landet også står over for en truende hungersnød, hvor 'hundredtusindvis af børn risikerer at dø af sult'.

Tal viser, at næsten 400.000 børn under fem år i Yemen er så underernærede og svage, at de har forhøjet risiko for at dø.

Saudi-Arabien fremlagde mandag en plan for at opnå fred i Yemen. Planen inkluderer en våbenhvile, der skal overvåges af FN.

Ifølge houthierne er der imidlertid ikke noget særligt nyt i Saudi-Arabiens forslag, men de er klar til at fortsætte fredsforhandlinger, oplyste deres chefforhandler.