Indespærrede fodbolddrenge sender rørende brev: Hidtil uset redningsforsøg er i gang

I et alternativt forsøg på at redde indespærrede drenge i Thailand borer redningsmandskab huller i bjergside. Det sker samtidig med at et brev fra fodboldholdet er nået ud af grotten

Video fra Thailand hvor 12 fodbolddrenge og deres træner sidder indespærret i en grotte. Video: AP

Redningsmandskab har boret over 100 huller op til 400 meter dybe i en bjergside på det sted i det nordlige Thailand, hvor et fodboldhold er indespærret i en grotte.

Det oplyser lederen af redningsaktionen ifølge nyhedsbureauet AFP.

Soldater med en pumpe, der skal hjælpe med at tømme den oversvømmede grotte for vand. Foto: AP
Soldater med en pumpe, der skal hjælpe med at tømme den oversvømmede grotte for vand. Foto: AP

Dermed er der sat gang i et hidtil uset og alternativt forsøg på at få de 12 drenge og deres træner ud fra grotten, hvor de er på 14. døgn.

Aktionen er et forsøg på at skabe nye veje, som drengene kan blive trukket ud af grotten ad, hvis grotten bliver oversvømmet og det vurderes, at det er for risikabelt at evakuere fodboldholdet ved at dykke ud af grotten.

- Nogle af boringerne er så dybt nede som 400 meter. Men de kan stadig ikke finde stedet, siger leder af redningsaktionen Narongsak Osottanakakorn.

- Vi anslår, at de er 600 meter nede, men vi kender ikke det præcise mål.

Han tilføjer, at mandskabet ikke har den nødvendige teknologi til at kunne udpege, præcist hvor fodboldholdet og deres trænere befinder sig.

Det har tidligere været fremme, at indholdet af ilt i grotten falder, og derfor er det nødvendigt snart at få de indespærrede drenge ud.

Lederen af redningsaktionen fortæller dog, at det er lykkedes at lave en forbindelse ind i grotten, hvorigennem der kan pumpes frisk luft.

Desuden har mandskab, der ikke er absolut nødvendigt, forladt redningsbasen inde i grotten, så forbruget af ilt mindskes mest muligt.

Redningsmandskab gjorde sig fredag klar til at trænghe ind i den oversvømmede grotte. Foto: AP
Redningsmandskab gjorde sig fredag klar til at trænghe ind i den oversvømmede grotte. Foto: AP

Også Tesla-stifter Elon Musk forsøger at hjælpe de indespærrede drenge. Det kan du læse mere om her.

Træner: Undskyld

Den fodboldtræner, som på 14. døgn er fanget i en grotte i det nordlige Thailand sammen med 12 drenge, undskylder over for drengenes forældre.

Det skriver han i et brev, der er nået ud af grotten lørdag.

- Til drengenes forældre: lige nu har børnene det fint. Redningsmandskabet tager sig godt af dem. Jeg lover, at jeg også vil tage mig af dem, så godt som jeg overhovedet kan.

- Jeg vil gerne sige tak for al støtten, og jeg vil gerne undskylde til forældrene, skriver den 25-årige Ekkapol Chantawong ifølge nyhedsbureauet AFP.

I brevet skriver de 12 drenge, der er i alderen fra 11 til 16 år, at de har det godt, og at de savner deres familier.

- I skal ikke bekymre jer far og mor, skriver en af drengene, der kalder sig "Bew".

- Jeg har været væk i to uger, men jeg kommer hjem og hjælper jer med at sælge ting, skriver han videre til sine forældre, som er butiksindehavere.

En anden dreng, som underskriver sig "Dom", skriver, at han har det "fint", men at vejret er "lidt koldt".

Brevet er det første brev fra træneren og drengene, som er nået ud af grotten med dykkere.

Forventer regn
Lørdag er der ventet kraftig regn, som vil få vandstanden i grotten til at stige yderligere. Myndighederne frygter, at det vil gøre det svært, hvis ikke umuligt, for dykkere at nå ind til drengene igen.

Og fordi iltniveauet på den lille forhøjning, drengene sidder på, er begyndt at falde, kan myndighederne heller ikke vente i flere måneder på, at monsunregnen er overstået.

Lørdag gentager myndighederne, at de endnu ikke vil iværksætte et redningsforsøg, fordi drengene, der modtager dykkerundervisning, fortsat ikke er gode nok til at dykke.

Nyhedsbureauet AP skriver, at myndighederne alligevel vil gøre et forsøg på at få drengene ud, hvis regnen i weekenden bliver kraftigere end ventet - også selv om det indebærer en risiko. Turen ud af grotten tager op mod seks timer selv for en toptrænet dykker.

/Ritzau/

Thai NavySEAL har lagt et billede af det håndskrevede brev fra to af de indespærrede thailandske drenge på sin Facebook-side. På den ene halvdel skriver drengen Pong: Elsker jer, mor og far. I skal ikke være urolige, vi har det godt. Nederst skriver drengen Nick: Mor og far, jeg elsker jer og Toi. Hvis vi kommer ud, mor og far, så håber jeg I vil tage mig ud og spise Pork Pan Barbeque. Foto: Thai NavySEAL's Facebook-side via AP
Thai NavySEAL har lagt et billede af det håndskrevede brev fra to af de indespærrede thailandske drenge på sin Facebook-side. På den ene halvdel skriver drengen Pong: Elsker jer, mor og far. I skal ikke være urolige, vi har det godt. Nederst skriver drengen Nick: Mor og far, jeg elsker jer og Toi. Hvis vi kommer ud, mor og far, så håber jeg I vil tage mig ud og spise Pork Pan Barbeque. Foto: Thai NavySEAL's Facebook-side via AP

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere