Indkalder til krisemøde

Macron og Merkel beder Erdogan stoppe offensiven i Syrien. Macron har indkaldt forsvarskabinet til krisemøde

Macron skal hurtigt have lagt en strategi. Foto: Jacques Witt/Ritzau Scanpix
Macron skal hurtigt have lagt en strategi. Foto: Jacques Witt/Ritzau Scanpix

Syriens regeringshær er begyndt at rykke soldater nordpå for at "konfrontere en tyrkisk aggression" i det nordlige Syrien.

Det rapporterer statslige syriske medier søndag aften ifølge nyhedsbureauet Reuters.

De syriske medier melder ikke noget om, hvor i det nordlige Syrien soldaterne skal indsættes.

Tyrkisk militær har med hjælp af syriske oppositionsstyrker indtaget nogle af de grænseområder, som kurdiske militser hidtil har kontrolleret.

Hvad er baggrunden for, at Tyrkiet er gået ind i Syrien? Mogens Pelt, lektor ved Københavns Universitet, gør os klogere på konflikten.

Tidligere søndag aften meddelte en tv-station i nabolandet Libanon, at Syriens regeringshær inden for 48 timer vil gå ind i de to kurdisk-kontrollerede byer Kobani og Manbij i det nordlige Syrien.

Det fremgik ikke, hvor oplysningen stammede fra.

I Frankrig siger præsident Emmanuel Macron, at den tyrkiske offensiv i det nordlige Syrien risikerer at skabe en "uholdbar" humanitær situation.

- Vi har et fælles ønske om, at denne offensiv slutter, siger han på et pressemøde med Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, i Paris.

- Denne offensiv risikerer at skabe en uholdbar humanitær situation og hjælpe Islamisk Stat med at komme tilbage i regionen.

Macron har indkaldt sit forsvarskabinet til krisemøde søndag aften.

Den franske præsident har desuden talt i telefon med sin kollega i USA, Donald Trump.

Trump gav for en uge siden en omstridt ordre til, at nogle af de amerikanske soldater i den del af det nordlige Syrien, hvor Tyrkiet havde planer om en offensiv, skulle skifte position, så de ikke blev fanget nær kampene.

Hans beslutning er af politikere og medier i USA blevet opfattet som et grønt lys til Tyrkiet til at angribe kurderne i området.