Ingen danske turister i Tunis

Bravo Tours er eneste danske rejsebureau med turister i Tunesien

Ifølge de foreløbige oplysninger er der ingen danskere blandt de dræbte eller blandt gidslerne på Bardo-museet i Tunis.

Bravo Tours har i øjeblikket 200 danskere afsted på ferie i Sousse, der ligger 150 km. syd for Tunis, men ifølge adm. direktør Peder Hornshøj er ingen gæster i dag i Tunis.

- Vi har været i kontakt med vores personale i Sousse, og alle har det godt. Jeg kan selvfølgelig ikke udelukke, at en gæst er taget til Tunis på egen hånd, men det er højst usandsynligt, da infrastrukturen ikke er god i Tunesien, siger Peder Hornshøj til Ekstra Bladet.

Foto: AP Krig & katastrofer - 18. mar. 2015 - kl. 13:42 19 dræbt i formodet terrorangreb i Tunesien

Bravo Tours arrangerer selv ture til Bardo-museet, hvor dagens terrorhandling skete, men turene er ikke på programmet i øjeblikket.

- Vi kan arrangerer det, hvis man har et særligt ønske om det, oplyser direktøren.

Ifølge Peder Hornshøj har ingen af Bravo Tours gæster ytret ønske om at komme hjem.

- Vi følger naturligvis udenrigsministeriets anvisninger, men jeg tvivler på, at de vil bede os om at få gæsterne ud af Tunesien. De vil formentlig blot understrege, at man skal udvise særlig agtpågivenhed i Tunis, som ligger langt fra turistområderne, siger Peder Hornshøj.

Ifølge udenrigsministeriets seneste rejsevejledning for Tunesien skal rejsende udvise forsigtighed.

- Alle rejser til grænseområder mod Algeriet og Libyen frarådes. Rejsende bør udvise forsigtighed og undgå demonstrationer og andre steder, hvor større menneskemængder samles, og man bør følge de lokale myndigheders anvisninger. Generelt vurderes risikoen ved turistophold på anerkendte hoteller i kystområderne at være begrænset, skriver udenrigsministeriet bl.a.

Tuneserne fik i februar ny regering, og ifølge Peder Hornshøj kunne terrorangrebet ikke være kommet på et dårligere tidspunkt.

- Der er politisk ro, så der er virkelig forår og glæde i landet, så det er virkelig synd for Tunesien, siger Peder Hornshøj.

Er du i Tunesien lige nu? Send en sms til 1224 (alm. sms-takst) eller send en mail til 1224@eb.dk

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere