Annonce:
Annonce:

Irakere i tortursag klager til ombudsmand over rejseforbud

Udlændingestyrelsen og Forsvarsministeriet beskyldes for magtfordrejning af advokater for 23 irakere

Annonce:
Følg Krig & katastrofer

En stribe irakere har fået nej til at komme til København for at forklare sig i en retssag om tortur, som de har anlagt ved Østre Landsret.

I stedet skal de besvare spørgsmål via en videoforbindelse til den danske ambassade i Beirut, og afhøringerne finder sted i disse dage i Østre Landsret.

Imidlertid får indgrebet nu irakernes advokater til at reagere. De klager til Folketingets Ombudsmand. Påstanden er, at både Udlændingestyrelsen og Forsvarsministeriet har gjort sig skyldig i magtfordrejning.

Oprindeligt var det meningen, at irakerne skulle have visum, som kunne sikre, at de kom til Danmark for at forklare sig.

Men i december viste det sig, at to af seks irakere havde benyttet sig af rejsen til at søge om asyl i Danmark.

Det fik Udlændingestyrelsen til at skrive til landsretten og spørge, om det er nødvendigt, at irakerne personligt møder op i København.

Annonce:

I samme forbindelse påpegede Forsvarsministeriet, som er sagsøgt, at en retssag ikke bør føre til en udvidet adgang til at søge asyl her i landet.

Ifølge advokaterne Christian Harlang og Christian Jensen har Udlændingestyrelsen og Forsvarsministeriet begået magtfordrejning. Ved at henvende sig til Østre Landsret har de opfordret retten til at varetage hensyn, som ikke er lovlige, hedder det i advokaternes klage til ombudsmanden.

Samtidig har de søgt om at få adgang til Højesteret, hvor de håber på at få omstødt landsrettens afgørelse.

En af videoafhøringerne blev gennemført tirsdag. Her gav en iraker ifølge advokaterne udtryk for "stærkt ubehag fremkaldt af nervøsitet over hele situationen". Ubehaget skyldtes, at han befandt sig på Danmarks ambassade, som tilhører den danske stat, der er sagsøgt, lyder det.

Annonce:

I alt 23 irakere - hvoraf én er afgået ved døden - har rejst sag mod Forsvarsministeriet på grund af militæroperationen Green Desert i 2004 i det sydlige Irak. De anklager Danmark for at være ansvarlig for, at de fleste blev indsat i et irakisk fængsel, hvor de blev udsat for tortur.

Ministeriet vil frifindes. Begrundelsen er blandt andet, at ingen danske soldater tog de 23 til fange eller overleverede dem til irakiske styrker.

Landsretten har afsat over 50 retsmøder. Dommen ventes i den tidlige sommer.

Annonce:
Annonce:
Annonce:
Annonce:
Spar med
Det kan du spare
Elpris lige nu
Vestdanmark
-
kr. pr. kWh*
Østdanmark
-
kr. pr. kWh*
Annonce:

TILTALE

Hvad er din pris, Mette?
Annonce:
Annonce:

... MEGA-GALLERI

Annonce:
Annonce: