Fremrykkende irakiske elitesoldater brød mandag gennem Islamisk Stats forsvarslinjer i en østlig forstad til Mosul. Det siger højtstående officerer til Reuters.
Hermed er slaget om jihadisternes vigtigste bastion rykket ind i selve storbyen.
Gennembruddet sker godt to uger efter, at offensiven mod Islamisk Stat i Mosul begyndte.
Tidligere har generaler advaret om, at offensiven ved Mosul, som er den største militære operation i Irak, siden USA styrtede Saddam Husseins regime i 2003, kan komme til at vare i uger eller måske måneder.
- De er gået ind i Mosul, siger general Wissam Araji fra Iraks antiterrorcenter.
Soldater fra det irakiske militærs særlige antiterrorgruppe (CTS) er rykket frem i det østlige industriområde Gogjali.
Under offensivens første fase har militæret hidtil haft fokus på at rydde oplandet til Mosul for jihadister. Men de nåede mandag frem til kvarteret al-Karama i den sydøstlige del af byen.
De kommende kampe kan blive meget vanskelige, idet civile stadig bor i området. Mange andre landsbyer står tomme, da deres kristne indbyggere er flygtet i takt med, at det irakiske militær er rykket frem.
Islamisk Stat har slået hårdt ned på religiøse mindretal i det nordlige Irak, blandt andet mod kristne og yazidier. Islamisk Stats erobring af Mosul medførte, at kristne helt forlod området for første gang i to tusind år.
Mosul har stadig omkring 1,5 millioner indbyggere, hvilket gør byen næsten fem gange større end nogen anden by, som Islamisk Stat har kontrolleret - uanset om det er i Irak eller i Syrien.
Den internationale koalition har også forsøgt at afskære IS' forsyningsrute fra gruppens syriske højborg i Raqqa.
Danske F-16-fly har deltaget i bombeangreb mod IS i Mosul, har Forsvaret oplyst.
FN har sagt, at offensiven i Mosul kan ende med en masseflugt af ekstreme dimensioner. En million mennesker kan tvinges på flugt. Indtil videre er tallet dog beskedent.