Iraks hær tager hele Ramadi fra Islamisk Stat

Efter at have tabt den irakiske by i maj generobrer den irakiske hær Ramadi i det centrale Irak

Irakiske styrker har befriet byen Ramadi og sendt Islamisk Stat (IS) på flugt, oplyser Iraks hær.

Det irakiske flag vajer igen over regeringsbygningerne i Ramadi i det centrale Irak.

- Ramadi er blevet befriet, og de væbnede antiterrorstyrker har hejst flaget over regeringskomplekset, meddeler brigadegeneral Yahya Rasool på irakisk tv.

I Ramadis gader danser militsfolk med rifler hævet over deres hoveder, mens de irakiske elitestyrker går i parade gennem byen.

Regeringsbygningerne blev allerede søndag meldt erobret, men det er tilsyneladende først nu, at IS slipper sit greb i byen. Kampene om byen har stået på den seneste uge.

Det skønnes, at IS rådede over 400 militsfolk i Ramadi, da kampene tog fart. Den irakiske hær har ikke oplyst, hvor mange der er døde eller sårede under kampene.

Der kan stadig være modstandslommer i byens udkant, men soldaterne møder ikke modstand, meddeler hæren. Derimod er bomberyddere i gang med at demontere mange lureminer, som IS har efterladt.

- Daesh har anbragt over 300 eksplosive anordninger på vejen og i regeringskompleksets bygninger, fortæller en general, som bruger den arabiske betegnelse for IS.

Den irakiske hær led i maj et forsmædeligt nederlag, da IS erobrede Ramadi.

IS overraskede alt og alle, da den i 2014 under en hastig offensiv sikrede sig kontrollen over næsten en tredjedel af Irak.