IS-leder meldes dræbt i irakisk by

Luftangreb har dræbt 70 Islamisk Stat-krigere, også gruppens leder i Fallujah. Et hårdt slag, siger oberst.

70 af Islamisk Stats krigere er dræbt i amerikanskledede luftangreb mod Fallujah i løbet af de seneste fire dage.

Blandt de dræbte er den yderliggående bevægelses leder i den irakiske by.

Det oplyser oberst Steve Warren, som er talsmand for koalitionen.

- Vi har dræbt over 70 fjendtlige krigere, herunder Maher al-Bilawi, som er kommandant for ISIL-styrkerne i Fallujah, siger oberst Warren med brug af en forkortelse for Islamisk Stat.

- Det vil selvfølgelig ikke betyde, at fjenden fuldstændig stopper med at kæmpe, men det er et hårdt slag for dem, siger den militære talsmand.

Han siger, at den amerikanskledede koalition i løbet af de seneste fire dage har foretaget 20 luftangreb mod den belejrede by, og at det har ramt nogle af Islamisk Stats positioner og våben.

I begyndelsen af denne uge indledte irakiske styrker en offensiv for at generobre kontrollen med Fallujah, en af Islamisk Stats højborge blot 50 kilometer vest for hovedstaden Bagdad.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere