IS slagter 12 Real Madrid-fans i Irak: Fodbold er ikke for muslimer

For anden gang på to uger er Real Madrid-tilhængere blevet dræbt i Irak, skriver flere spanske medier

Mens begejstringen ingen ende ville tage på Santiago Bernabeu i Madrid, hvor tusindvis af supportere så CL-finalen på storskærm, så satte en flok bevæbnede mænd en stopper for festen under et tilsvarende arrangement i en supporterklub i Irak. (Foto: Daniel Ochoa de Olza)
Mens begejstringen ingen ende ville tage på Santiago Bernabeu i Madrid, hvor tusindvis af supportere så CL-finalen på storskærm, så satte en flok bevæbnede mænd en stopper for festen under et tilsvarende arrangement i en supporterklub i Irak. (Foto: Daniel Ochoa de Olza)

12 Real Madrid-supportere er blevet dræbt i den irakiske by Baakouba - cirka 50 kilometer nord for Bagdad - mens de sad og overværede lørdagens Champions League-finale.

Det skriver flere spanske medier.

Drabene skete, da fire bevæbnede mænd stormede den bygning, som de 12 sad i og så fodbold sammen med en række andre Real Madrid-supportere. Spanske Marca skriver, at 12 personer blev dræbt, mens otte andre blev sårede, da de fire begyndte at skyde vildt omkring sig.

Irakiske myndigheder hævder, at IS står bag angrebet, skriver Marca.

Andet angreb på 14 dage
Blodbadet skete 14 dage efter en tilsvarende episode i den irakiske by Balad. Her var omkring 50 medlemmer af en af Real Madrids supporterforeninger i landet samlet på en café for at se gamle kampe, da to selvmordsbombere og flere bevæbnede mænd slog til mod klublokalet. IS tog dengang ansvaret for, at 16 døde under angrebet.

Trods angrebet for 14 dage siden var der igen supportere i klublokalet under CL-finalen ses det i et tweet. Det nye angreb fandt sted et andet sted.

Kan ikke lide fodbold
Mere og mere tyder på koordinerede aktioner mod netop fodboldkulturen i Irak, fortæller en talsmand for Real Madrids supporterklub i landet.

- De kan ikke lide fodbold. De synes, at det er antimuslimsk. De går til angreb præcis på denne måde. Det er en frygtelig tragedie, sagde talsmanden Ziad Subhan til den spanske avis AS. Også ledelsen i Real Madrid valgte at kommentere hændelsen.

- I dag græder madrilenere fra hele verden for disse supportere, som aldrig vil blive glemt, lød den officielle udmelding.

Real Madrids præsident Florentino Perez valgte at tilegne CL-titlen - den 11. i klubbens historie - til de 16 supportere, som blev dræbt under det første angreb. Real Madrid har endnu ikke kommenteret de nye angreb i lørdags.

Ifølge irakiske myndigheder er det ikke lykkedes at få fanget de fire bevæbnede mænd, som flygtede efter angrebet i lørdags.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere