Israelske luftangreb dræber 27-årig palæstinenser i Gaza

Angrebene kommer som reaktion på, at adskillige raketter blev affyret fra Gaza mod det sydlige Israel fredag

En palæstinenser er tidligt lørdag morgen blevet dræbt i israelske luftangreb i Gazastriben.

Det oplyser palæstinensiske myndigheder.

Adskillige angreb ramte den palæstinensiske enklave i de tidlige morgentimer lørdag. Angrebene var rettet mod en række af Gazastribens islamistiske ledere og allierede grupper.

Det oplyser en sikkerhedskilde i Gaza.

Imens oplyser den israelske hær, at angrebene var rettet mod "en bred vifte af Hamas-terrormål". Herunder en militærbase og en våbenfabrik.

27-årig dræbt
Ifølge sundhedsministeriet i Gaza er den dræbte en 27-årig palæstinenser ved navn Ahmed al-Shehri.

Ministeriet oplyser ikke, hvorvidt han var tilknyttet nogen gruppering.

En kilde fra Hamas oplyser, at den palæstinensiske bevægelse affyrede skud mod de israelske fly, der udførte angrebene.

Reaktion på raketaffyring
Luftangrebene kommer som reaktion på, at mindst ti raketter blev affyret fra Gaza mod det sydlige Israel sent fredag aften.

Den israelske hær oplyser, at landets missilforsvarssystem opfangede otte af raketterne.

Ifølge hæren blev raketterne affyret i bølger.

Hæren oplyser videre, at et hus blev ramt. Dog kom ingen personer til skade.

Det var den anden aften i træk, at hæren rapporterede om raketter affyret fra Gaza, som kontrolleres af Hamas.

Før torsdag havde der ikke været nogen rapporter om raketaffyringer fra Gaza siden 12. september.

Frygter eskalering
I august skabte en række raketangreb fra Gaza og hævnangreb fra Israel frygt for en eskalering mellem Hamas og Israel, idet valget i den jødiske stat nærmede sig.

Valget - det andet i Israel i år - fandt sted 17. september, men har endnu ikke kastet en ny regering af sig.

Analytikere vurderer, at en ny runde fortsat er sandsynlig.

Ærkefjenderne Israel og Hamas har udkæmpet tre krige i den palæstinensiske enklave siden 2008.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere