Italien redder 1500 migranter på Middelhavet

Antallet af mennesker, der er reddet på Middelhavet, er oppe på 4500 siden onsdag.

Omkring 1500 flygtninge og migranter er blevet reddet fra overfyldte både på Middelhavet i løbet af weekenden.

Det oplyser den italiensk kystvagt.

Det er et usædvanligt højt antal i vintermånederne, hvor antallet af mennesker, der forsøger at komme fra Nordafrika til Europa, normalt falder på grund af det kolde vejr.

Med de 1500, der blev reddet i land i weekenden, er omkring 4500 flygtninge og migranter reddet på Middelhavet siden onsdag.

Lørdag meddelte Libyens kystvagt, at den havde stoppet over 400 mennesker på vej til Europa i de seneste dage.

Søndag blev over 120 mennesker, deriblandt kvinder og børn, reddet af Libyens kystvagt ud for hovedstaden Tripoli, da deres båd var tæt på at kæntre.

Redningsfartøjer fra især den italienske kystvagt fiskede lørdag 600 mennesker op fra forskellige både i Middelhavet.

Søndag samlede kystvagten og andre redningstjenester omkring 900 migranter og flygtninge op, som var fordelt i tre synkefærdige skibe.

Weekendens redningsaktioner har fundet sted, umiddelbart efter at EU's ledere mødtes i Malta og godkendte en 10-punkts-plan, der skal bremse migrantstrømmen fra Libyen.

Planen sigter mod at få styr på den centrale middelhavsrute, så der ikke kommer en ny stigning i antallet af migranter.

Centrale elementer i planen handler om at styrke Libyens kystvagt og landets egen grænsebevogtning.

Der er også punkter, der mere direkte sigter mod at ødelægge menneskesmuglernes forretningsmodel.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere