- Jeg må komme i himlen, for jeg har kun dræbt monstre og kriminelle

Fra en tidligere IS-villa bevæger de sig hver dag ind i et helvede af skudsalver, miner og bomberegn. Et ubarmhjertigt lotteri, hvor ingen kan spå, hvem der kommer hjem eller ej

I en tidligere IS-villa i Mosul har soldaterne fra Golden Division, Diyala-enheden, slået sig ned. Major Qusay har derfor indrettet børneværelset til sit private kontor. Foto: Rasmus Flindt-Pedersen
I en tidligere IS-villa i Mosul har soldaterne fra Golden Division, Diyala-enheden, slået sig ned. Major Qusay har derfor indrettet børneværelset til sit private kontor. Foto: Rasmus Flindt-Pedersen

Hassan har ventet hele dagen. Det er hen under aften, da han får beskeden. Han kender vilkårene, risiciene. Alligevel rammer den uro han har haft siden morgenstunden, ham nu med et knytnæveslag. Jeg opdager det, da han smider sin store krop i sofaen. Og han begynder at græde.

Det er mindre end en time siden, Ekstra Bladets udsendte befandt os på en beskeden restaurant i den befriede del af Mosul, da et luftangreb sætter ind og smider tre granater ned over den aftenmørke frontlinje en km. væk. Men det er nu, fem minutter senere tilbage i huset, hvor vi har boet med en enhed fra den irakiske specialstyrke ISOF 2 fra The Golden Division i flere dage, at vi lærer, hvilke konsekvenser bragene fik.

- Ahmed. Dress, får Hassan fremstammet under sit forknytte ansigt, da vi uforstående og langsomt nærmer os ham.

Han har netop fået beskeden om, at to af hans kammerater er dræbt. De nåede ikke langt nok væk, før bomben faldt. Trods de gps-sendere, soldaterne i Mosul er udstyret med, blev de begge ramt. Dræbt af deres ’egne’. Koalitionsstyrkens indsats mod IS.

Artiklen fortsætter under billedet...

25-årige Hassan har frygtet beskeden hele dagen. Nu skriger han sorgen ud over at have mistet to af sine venner i krigszonen i Mosul. Foto: Rasmus Flindt-Pedersen
25-årige Hassan har frygtet beskeden hele dagen. Nu skriger han sorgen ud over at have mistet to af sine venner i krigszonen i Mosul. Foto: Rasmus Flindt-Pedersen

Mørket fra Mosul

Hver dag en ny død
Tavsheden er larmende. Minutterne. Tårerne, er ikke til at bære. ’Dres’ (Idris, red.) var en af Hassans bedste venner. Hans soldatermentor, der reddede Hassan under et IS-angreb i Falluja. Nygift for blot fire måneder siden og 27 år. Selv er Hassan kun 25, men han har prøvet det alt for mange gange. Kan ikke kontrollere det. Han rejser sig, smadrer hånden ind i døren, hulker, råber og skriger så sorgen ud. Bomber og granater regner nok stadig ned over Mosul, men det er intet til sammenligning med lyden af en mand, der netop har fået beskeden om sine kammeraters død.

- Hver dag en ny død. Ny dag, en ny død. Dag efter dag. Hvorfor. Hvorfor. Jeg har været så nervøs for denne mission. Jeg vidste i morges, at noget var galt. Så mange af mine venner er døde. Det er derfor, jeg aldrig går i andet end sort, får han fremstammet, mens han banker knytnæverne sammen, og han med vanlig arabisk høflighed igen og igen takker for vores kram og omsorg.

Jeg kan ikke lade være med at tænke, han ville have været helt alene, hvis ikke vi havde været der. Selv kan vi ikke undgå at græde over den ubærlige situation af magtesløshed, som Hassan og de andre soldater i huset lever med. Hver eneste dag.

Artiklen fortsætter under billedet...

Der er kun tavshed tilbage, da de udmattede og sorgfuldte soldater vender hjem efter knap et døgn ved fronten, hvor Saïf og Haider har mistet to af deres kammerater. Foto: Rasmus Flindt-Pedersen
Der er kun tavshed tilbage, da de udmattede og sorgfuldte soldater vender hjem efter knap et døgn ved fronten, hvor Saïf og Haider har mistet to af deres kammerater. Foto: Rasmus Flindt-Pedersen
 

Drenge og alfonser
De er kun 24, 25 og 27 år gamle. Unge mænd i deres bedste alder. Drenge fristes man til at kalde dem, som de blot aftenen forinden lå på række på gulvet på deres sovetæpper halvt afklædt fra deres daglige arbejdsdragt af uniform, skudsikker vest, hjelm og dødbringende vedhæng af maskingevær og ammunition, og mandehørmede foran Ekstra Bladets udsendte blondine.

- Saïf, han er ’alfons’, siger 26-årige Ali om sin kammerat, da jeg spørger til den 27-årige soldats civile profession før soldaterlivet.

Så flækker Ali i et grin og udligner det veltrimmede overskæg til en vandret hårpragt, da han ser Saïfs forbløffende ansigtsudtryk. Det er endnu ikke gået op for vennen, hvad der blev sagt til journalisten. Så klasker de sig alle på lårene af grin over, at jeg noterer det på blokken.

Midt i Mosuls mørke: Her besegles Narins skæbne

Forfulgt af døden
Sovetiden blev kort, før de ti kammerater, der er vagter for major Qusay, som styrer frontlinjen i den gamle krigshærgede bydel, tog af sted til fronten midt på natten. 

Selvom det er uundgåeligt i et land som Irak, har de tidligere beskæftiget sig med alt andet end krig. Nabil som tjener på en restaurant i Bagdad. Saïf var frugtsælger i Kut. Mohammad læste matematik på universitetet og hjemme hos Hassan, der har arbejdet som bodyguard for en irakisk minister, bliver hans tre børn passet af familien i den irakiske hovedstad. Hans kone døde af sukkersyge, da hun fødte deres tredje barn. Det er tre år siden. Nu er det kun et døgn siden, at Ahmed og ’Dres’ var på besøg i huset. Med aftenens tab er det som om, at døden forfølger den store hyggelige og venlige bamse, vi har mødt.

- Vi er venner og familie på samme tid. Det sværeste er bevidstheden om, at nogle måske ikke kommer hjem igen om aftenen. For det er den samme smerte som at miste en bror, når mine venner dør her, fortalte 25-årige Hassan selv samme eftermiddag.

Artiklen fortsætter under billedet...

Ekstra Bladets folk følger slaget i Mosul. Her ses journalist Thea Pedersen og fotograf Rasmus Flindt Pedersen i den krigshærgede bys smadrede gader.
Ekstra Bladets folk følger slaget i Mosul. Her ses journalist Thea Pedersen og fotograf Rasmus Flindt Pedersen i den krigshærgede bys smadrede gader.
 

Nu er ordene, blot seks timer senere, blevet en realitet. Endnu engang. Hele dagen har vi ventet på, at møde dem i felten. Men gang på gang blev det udskudt, effektueret og så udskudt igen. I takt med dagens fremskred forstod vi langsomt årsagen. Den simple, at kamppladsen ikke var under kontrol. At intens krig stadig stod på. At det ville blive en lang dag. Nu træder de igen ind i huset. Haider, Saïf, Mohammed, major Qusay. Uden en lyd. Slukørede. Udmattede. Sorgfuldte. Jeg krammer den høje slanke Haider. Vi holder fast. Længe, og da jeg slipper ham, er han lige ved også at give slip på tårerne. Tavsheden vinder i stedet. Men siger også så meget mere end det lydspor af krig, som højlydt omgiver Mosul.

Ingen tvivl om, at jeg kommer i himlen

I det gigantiske hus har major Qusay indrettet sit beskedne kontor i et børneværelse. Bag ham hænger ikke diplomer og udmærkelser men farverige børnetryk af Askepot og Aristocats og på sengen et pudebetræk der støtter IS’ parti. For villaen soldaterne bebor blev i sin tid indtaget af en IS-leder.

- Jeg må komme i himmelen. For jeg har kun dræbt monstre og kriminelle. En gang da jeg hev en knægt fra IS ind til en dommer, var det første han spurgte: Hvorfor har du ikke slået ham ihjel. Men jeg slår ikke børn ihjel. Vi er ikke mordere, fastslår han og ser op fra bunken af telefoner, walkie-talkier og elektroniske kort på iPad’en.

De sætter livet på spil for Mosuls befolkning

Da enheden rykkede ind, var huset fuld af nyindkøbte dyre tæpper, bunker af dvd-afspillere, alverdens splinternye hårde-hvidevarer, en kiste fuld af i dag ubrugelige pengesedler prydet med billedet af Saddam Hussein, og særlige rum hvor jihadisterne har fremstillet bomber og miner. I dag er det en soldaterhybel, hvor tøjet bliver vasket i hårbalsam og mændene sover sporadisk på gulve og sofaer.

- IS er svækkede nu. Men det har været de sværeste kampe i mit liv. Jeg har mistet 28 mænd. 80 blev sårede, siger Qusay, mens han bliver serveret mad og bliver afbrudt af en besked, der tikker ind. 

- Hæ, hæ. Min kone er jaloux. Jeg har fortalt, jeg har besøg af en dame, griner han skælmsk, og skynder sig derefter at skrive en ny sms. Midt mellem krigsstrategi og aftensmad, skal der naturligvis også udlignes på de hjemlige fronter.

Seneste nyt

Det er ikke B.T. og Ekstra Bladet, der er de beskidte

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste artikler, så du altid er opdateret på det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokalt

Hold dig opdateret på vejr, trafik, bolig- og erhvervsnyheder i din kommune.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant? Gem artiklen til senere.