'Jeg tænker stadig på det hver eneste dag'

10 år efter tsunamien: Jeppe kæmpede først for sit eget liv og derefter for at redde andres. I dag lever han sit liv med tsunamien som en vigtig reminder

Jeppe Lorenzen overleverede dødsbølgen og har efterfølgende kæmpet med posttraumatisk stress. (TV: Mogens Flindt)
Følg Krig & katastrofer

26. december 2004.

En dato, der for de fleste danskere kun vækker minder om julefrokoster og familiehygge - men for 41-årige Jeppe Lorenzen tegner datoen sig for noget helt andet.

Det var den dag, hans liv tog en drastisk drejning. Dagen, hvor en bølge bankede ind over Thailand, slog tusindvis af mennesker ihjel og ændrede Jeppes liv for altid.

- Jeg tænker stadig på det flere gange om dagen - hver eneste dag. Det er en enormt vigtig begivenhed i mit liv, som har været med til at definere den, jeg er i dag, siger Jeppe Lorenzen.

Han blev 2. juledag for 10 år siden overvældet af vandmasserne på den thailandske ø Kohphiphi, hvor han arbejdede som dykkerinstruktør sammen med en kammerat. Helt uforberedt på den altødelæggende bølge, et jordskælv på 9,3 bragte med sig, blev han fanget i en dykkerbutik og måtte kæmpe for sit liv.

Omringet af døde og kvæstede
Vandet skyllede ind, og Jeppe Lorenzen blev presset op under butikkens tag med ansigtet i en lille luftlomme, og træ og inventar flyvende om benene på ham.

- Jeg blev ramt af alle mulige ting, og pludselig forsvandt luftlommen, og huset faldt sammen oven på mig. Jeg kan huske, at jeg tænkte, at jeg ikke havde lyst til at opleve døden på den her måde - ved at drukne med brækket ryg under et sammenstyrtet hus eller blive mast ihjel helt alene. Men så trak vandet sig tilbage, fortæller Jeppe Lorenzen, der hurtigt opdagede, at han havde været heldig.

- Der lå 3-4 mennesker omkring mig, som var døde, flere var hårdt kvæstede, og de fleste huse var enten fuldstændig smadrede eller skyllet helt væk fra øen, fortæller den 41-årige dykkerinstruktør, som selv slap med lettere kvæstelser. Så uden at tænke meget mere over det, kastede han sig ud i et større hjælpearbejde på den lille ø.

Den thailandske ø Kohphiphi var fuldstændig smadret efter tsunamien 2. juledag i 2004. (Foto: Jesper Rosenberg)
Den thailandske ø Kohphiphi var fuldstændig smadret efter tsunamien 2. juledag i 2004. (Foto: Jesper Rosenberg)
 

- Jeg mødte nogen, som var i gang med at hjælpe til og tilsluttede mig uden at tænke meget mere over det. Vi rendte rundt og forbandt både voksne og børn med lagener og desinficerede deres sår med vodka og whiskey. Øen var temmelig afskåret, og i de første mange timer vidste vi ikke, hvornår der ville komme hjælp, fortæller han om beslutningen, som han selv i dag er glad for at han tog.

- Mange andre opførte sig på en måde, de ikke vil kunne fortælle andre om i dag. De panikkede og opførte sig ekstremt egoistiske og tænkte mere på at redde deres bagage. Det har været meget værd for mig at være en del af hjælpeprocessen - ellers havde jeg skulle leve med en dårlig samvittighed i dag.

Har kæmpet med posttraumatisk stress
Men det har ikke været uden problemer for den 41-årige HF-lærer at komme sig oven på den voldsomme oplevelse i Thailand for 10 år siden. I alt 227.898 mennesker mistede livet i tsunamien - heriblandt 46 danskere.

- Jeg har kæmpet med kraftige posttraumatiske eftervirkninger i årene efter. Det blev sværere og sværere at håndtere i takt med, at folk stoppede med at snakke om det og glemte det lidt. Jeg fik det meget dårligt og blev angst for mærkværdige ting - for eksempel for om det hus, jeg var i, pludselig ville brase sammen. Der var lyde og lugte, jeg ikke kunne klare, fortæller Jeppe Lorenzen.

Jeppe Lorenzen (til venstre) sammen med kammeraten Jesper Rosenberg i Thailand efter tsunamien for 10 år siden. (Foto: Johnny Frederiksen)
Jeppe Lorenzen (til venstre) sammen med kammeraten Jesper Rosenberg i Thailand efter tsunamien for 10 år siden. (Foto: Johnny Frederiksen)
 

- I dag er jeg kommet over problemerne, og tsunamien er for mig blevet et vigtigt minde i stedet for et mareridt. Men jeg er altid opmærksom på, at det kan gå galt hver øjeblik. Livet kan slutte hurtigere og mere pludseligt, end man regner med - jeg kan blive kørt ned i morgen. Så jeg har en idé om, at alt skal være godt, og at jeg ikke kan bruge tid på dårlige ting, fortæller Jeppe Lorenzen, som derfor efter tsunamien lavede nogle store ændringer i sit liv.

Kan ikke være uvenner med konen
For eksempel skiftede han tømrerjobbet ud med en uddannelse og job som HF-lærer.

- Når sådan noget sker fra det ene øjeblik til det andet, er man jo fuldstændig uforberedt som ganske almindeligt menneske. Og det bliver meget åbenlyst med alle de ting, man ikke har nået i sit liv, siger Jeppe Lorenzen og tilføjer:

- Jeg bruger minderne fra den dag til at huske at leve mit liv så godt og positivt, som jeg kan og forsøger at skabe det bedst mulige liv for mig, min kone og mine børn. Men netop fordi jeg ikke vil bruge min tid på ting,jeg egentlig ikke har lyst til, er det nogle gange svært for mig at acceptere, at et helt almindeligt hverdagsliv indeholder problemer. Jeg kan få det virkelig dårligt, hvis jeg er uvenner med min kone, når vi skilles om morgenen.

Tjekker tektoniske plader før rejser
Jeppe Lorenzen forlod Thailand omkring halvanden måned efter den altødelæggende tsunami havde raseret landet. Han tog tilbage året efter og understreger, at han ikke har problemer med at rejse til tsunami-udsatte områder.

- Men jeg bor aldrig mere på stranden i hytter og den slags. Jeg vælger altid et hotel, der ligger oppe af en skrænt eller på en bakke. Og når jeg selv eller nogen jeg kender skal af sted på ferie, tjekker jeg et kort over jordens tektoniske plader, fortæller Jeppe Lorenzen og tilføjer:

- Og der skal ikke meget til, før jeg løber mod noget højt.

Se flere billeder fra Jeppe Lorenzen og Jesper Rosenbergs tid i Thailand efter tsunamien i galleriet øverst i artiklen


Her kan du se nogle af de gruopvækkende optagelser fra tsunamien i 2004 (video: AP)

LIGE NU
Ubegrænset Sport
Ekstra Bladet
Så løber du aldrig tør
79
,-
/md.
LIGE NU

Mere fra Ekstra Bladet+

Den danske model er i fare, hvis ikke en masse tyk beton fjernes

Udforsk Ekstra Bladet+

Hvilke nyheder skal vi vise her?

Med en gratis bruger kan du selv vælge!
Så er du altid opdateret på lige præcis det, der interesserer dig. Læs mere

Brugervilkår - Har du en bruger? Log ind