Jordskælv ved Papua Ny Guinea udløste tsunamivarsel

Skælvet målte 7,7 og kan forårsage 'farlig' tsunamibølge 1000 kilometer væk, siger myndigheder. Advarslen er siden blevet ophævet

Et jordskælv øst for Papua Ny Guinea har udløst tsunamivarsel i området. (Grafik: U.S. Geological Survey)
Et jordskælv øst for Papua Ny Guinea har udløst tsunamivarsel i området. (Grafik: U.S. Geological Survey)

Et jordskælv med en styrke på 7,5 har mandag formiddag lokal tid ramt et område ud for Papua Ny Guineas nordøstlige kyst, oplyser USA's geologiske undersøgelser, USGS, der først anslog skælvet til at være 7,7.

Jordskælvet ramte 54 kilometer fra byen Kokopo, der er hovedby i ø-provinsen East New Britain, og ramte i 33 kilometers dybde. Det er det hidtil kraftigste jordskælv i verden i 2015.

Der er blevet udsendt et varsel om en mulig 'farlig' tsunami, der kan ramme op til 1000 kilometer væk. Det drejer sig primært om kyststrækninger i Papua Ny Guinea og de nærliggende Salomonøerne. Men der er endnu ingen meldinger om nogen tsunami.

- Personer, der befinder sig i de truede kystområder, skal være opmærksomme og følge instruktioner for lokale og nationale myndigheder, oplyser USGS.

Et efterskælv med en styrke på 5,7 har mandag eftermiddag ramt området.

Stillehavsområdets tsunami-advarselscenter har dog siden så godt som ophævet varslen, idet de fastslår, at truslen er overstået.

Ifølge nyhedsbureauet AP blev en 'tsunami' på omkring en halv meter målt i havnet i Rabaul, der ligger nær epicenteret, som er den største målte bølge.

Lille risiko
Fjerntliggende øer i Stillehavet - som for eksempel Hawaii - er ikke i fare for at blive ramt af tsunamien, der kan blive op til tre meter høj. Adskillige amerikanske medier skriver tillige, at der ikke er nogen fare for, at den amerikanske vestkyst bliver ramt af tsunamien.

Lande som Australien, Japan, Filippinerne, Fiji, Vanuatu og Samoa kan potentielt blive ramt af en tsunami på under 30 centimeter.

Vidner i byen Rabaul beretter om rystelser, der varede i op til fem minutter. Folk søgte ud på gaderne, men der er ingen meldinger om tilskadekomne. Langt de fleste bygninger er lavet af træ og er i stand til modstå rystelserne.

Jordskælvet havde sit epicenter nord for Rabaul, der indtil 1994 var hovedby i provinsen. Men et kraftigt vulkanudbrud i 1994 begravede det meste af byen og tvang flertallet til at flytte.

Papua Ny Guinea ligger nord for Australien og grænser op til Indonesien mod vest. En tsunami dræbte i 2013 10 personer på Salomonøerne øst for Papua Ny Guinea, efter at et jordskælv på 8,0 ramte området.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere