Kaotiske scener udspiller sig fredag morgen dansk tid i New Zealand.
Biler er fanget i enorme vandmængder på motorvejene, mennesker er strandet i storcentre, og civilforsvaret beder borgerne om at blive hjemme.
Det skriver New Zealand Herald.
Kimet ned
I storbyen Auckland er brandvæsnet blevet bestormet af alarmopkald, og man bønfalder folk om kun at ringe efter hjælp, hvis der er tale om alvorlig fare for menneskers liv eller sikkerhed.
Mængden af opkald fra desperate borgere har forårsaget forsinkelser i udrykningen, og New Zealands brand- og redningstjeneste oplyser, at de har modtaget mere end 400 alarmopkald i forbindelse med det voldsomme vejr.
'Opkald, hvor mennesker er i fare, bliver prioriteret,' lyder meldingen.
Politiet råder samtidig borgerne til ikke at tage til vestkystens strande på grund af forholdene.
Artiklen fortsætter under tweetet ...
Veje oversvømmet
Vejret har særligt skabt udfordringer på vejene.
Dramatiske billeder viser, hvordan motorvejene nogle steder er fuldstændig oversvømmet. Et vidne fortæller, at en ambulance måtte køre den forkerte vej ned ad en motorvej for at komme igennem.
New Zealands meteorologiske institut advarer om op til 80 mm regn ud over de 120 mm, der allerede er faldet.