‘Putins kødhakker’ er det blevet kaldt.
Det makabre udtryk er desværre alt for sigende. For kampene om den øst-ukrainske by Bakhmut har stået på i månedsvis og kostet et stort antal menneskeliv.
Kampene er blevet sammenlignet med skyttegravsslag i Første Verdenskrig, hvor et stort antal unge mænd meningsløst mistede livet hver dag, selvom fronten stod stille.
Ifølge ukrainske medier har soldater beskrevet, hvordan russerne igen og igen har sendt utrænede soldater frem mod ukrainernes beskyttede stillinger.
Frem over markerne - mod de ukrainske kugler og den sikre død.
- De er som zombier. Vi skyder dem, og straks kommer der flere mod os, beskriver en 30-årig ukrainsk soldat over for AFP, skriver Kyiv Post.
Bruger straffefanger
Kampene er nu rykket tættere på byen, hvor der kæmpes om hvert et gadehjørne.
Det er den berygtede Wagner-gruppe, som står i spidsen for de russiske kamphandlinger.
Det britiske forsvarsministerium skriver, at de i høj grad bruger tidligere straffefanger, som gruppen kan undvære.
- Det er et forfærdeligt tab af menneskeliv. Russerne har ikke nødvendigvis den store strategiske gevinst ved at indtage Bakhmut.
- Men ved at holde fast i kampene kan de binde de ukrainske styrker i området, udtaler Kristian Lindhardt, militæranalytiker fra Forsvarsakademiet, til Ekstra Bladet.
Området omkring skyttegravene skulle være fyldt med ligene af russiske soldater, der er blevet sendt i den sikre død.
Ifølge britiske efterretningskilder bruger russerne såkaldte ‘barriere-tropper’, som har til opgave at nedskyde deres egne soldater, hvis de trækker sig tilbage fra fronten.
Hvis de for eksempel ikke kan trænge igennem ukrainernes forsvarslinjer.
Det skulle være medvirkende til, at der er så mange døde russere i ‘Putins kødhakker’.
- Russernes respekt for det enkelte menneske er jo ofte mindre end i Vesten. Wagner-gruppen har rekrutteret blandt straffefanger, og det tyder på, at respekten for deres liv er ikkeeksisterende.
- Det har karakter af nedslagtning af uønskede individer i samfundet, udtaler Kristian Lindhardt, militæranalytiker fra Forsvarsakademiet, til Ekstra Bladet.
‘Putins kok’ bekræfter kødhakker
Ifølge AFP har de russiske soldater sendt mange af de utrænede soldater mod den sikre død - for at afsløre, hvor de ukrainske stillinger er.
- Deres job er at rykke frem mod os og tvinge os til at skyde mod dem, så vi afslører vores positioner. Derefter affyrer de artilleri eller sender mere erfarne kamptropper mod os, udtalte Sergiy, en ukrainsk major, til AFP.
Lederen af Wagner-gruppen er Jevgenij Prigosjin. Også kendt som ‘Putins kok’.
Han har tidligere udtalt, at strategien omkring ‘Putins kødhakker’ ikke handler om at vinde byen Bakhmut.
- Vores opgave er ikke selve Bakhmut. Men ødelæggelsen af den ukrainske hær og reducering af dens kamp-potentiale. Dette har en ekstrem positiv effekt på andre områder, og det er derfor, at denne operation er blevet døbt ‘kødhakkeren i Bakhmut’, har Jevgenij Prigosjin udtalt, skriver avisen The Guardian.
--------- SPLIT ELEMENT ---------