Den palæstinensisk-amerikanske journalist Shireen Abu Akleh blev onsdag skudt og dræbt, da hun dækkede uroligheder mellem israelere og palæstinensere i Jenin på den nordlige del af Vestbredden.
Fredag skulle hun begraves, og ifølge flere internationale medier opstod der i den forbindelse voldsomme scener i Jerusalems gader.
Hundredvis af sørgende var mødt op foran hospitalet St. Joseph i det østlige Jerusalem, hvorfra de på gåben ville transportere kisten med den dræbte journalist til den græsk-ortodokse kirke, hvor begravelsen skulle finde sted.
Men foran hospitalet blev den sørgende menneskemængde ifølge CNN mødt af modstand fra israelsk politi, der forsøgte at få dem til at transportere kisten væk i en bil.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Slog på folkemængden
Det israelske politi angreb menneskemængden og slog folk med politistave, så de på et tidspunkt ifølge The Washington Post var ved at tabe kisten.
Ifølge CNN brugte politiet også tåregas mod de mange fremmødte, ligesom der blev affyret en såkaldt 'flashbombe'.
Da kisten var blevet sat ind i en bil, fik den lov til at forlade stedet under israelsk bevogtning.
Shireen Abu Akleh var en kendt journalist i Mellemøsten og rapporterede for det arabiske medie Al Jazeera. Hun blev 51 år gammel.
Omstændighederne omkring hendes død er fortsat uklare. Man ved, at hun blev skudt i hovedet, men hvem der skød hende er ikke officielt bekræftet.
Zetland beskriver, at det ifølge palæstinensiske myndigheder var israelske soldater, der affyrede skuddene, der ramte journalisten, imens det fra israelsk side lyder, at deres tropper besvarede skud fra palæstinensiske oprørere, og at det også kunne være oprørernes skud, hun blev ramt af.
Øverst i artiklen kan du se video af de voldsomme scener.