Kræver millioner: Firmabil endte hos Islamisk Stat

Amerikaneren Mark Oberholtzer er blevet lagt for had, efter hans firmabil er endt hos Islamisk Stat - nu sagsøger han bilforhandler for over en million dollars

Mark Oberholtzers bil havnede pludselig i Syrien. (Foto: Twitter)
Mark Oberholtzers bil havnede pludselig i Syrien. (Foto: Twitter)

Den amerikanske blikkenslager er blevet lagt for had på de sociale medier. Et billede af hans firmabil er nemlig gået viralt og har ført til tusinder af vrede kommentarer.

På twitter har der det seneste år floreret et billede af hans firmabil fra Syrien, hvor bevæbnede jihadister er passagerer i køretøjet, mens Mark Oberholtzers firmanavn stadig præger den ene side af bilen.

Og nu har Mark Oberholtzer så fået nok. Han har nemlig sagsøgt den Ford-forhandler, der har solgt hans firmabil videre, for mere end en million dollars.

Det skriver CNN.

I søgsmålet står der, at Oberholtzer har fået tusinder af chikane-opkald, og at han derfor har følt sig nødsaget til at begynde at bære våben.

- Telefonopkaldene var i høj grad chikane og indeholdt utallige trusler om vold, hærværk, skader og ligefrem død, står der i søgsmålet ifølge CNN.

Sagen har også haft store konsekvenser for hans nærmeste. Blandt andet hans sekretær er blevet så bange, at hun ikke tør at komme på arbejde.

Begyndte i 2013
Den aparte sag begyndte i oktober 2013, da Mark Oberholtzer aftalte med den lokale autoforhandler i Houston, at han skulle bytte sit køretøj ud med et nyt.

Han begyndte selv at prøve at fjerne firmanavnet og telefonnummeret af bilens døre, men en sælger stoppede ham og forklarede, at det ville ødelægge lakken.

Derfor aftalte de, at forhandleren ville få det fjernet, inden bilen blev solgt videre.

I november 2013 blev bilen solgt, og måneden efter blev den fragtet fra Houston i USA til Mersin i Tyrkiet.

Omkring et år senere, den 15. december 2014, dukkede et billede på på det sociale medie Twitter.

Billedet viste militante krigere fra terrorgruppen IS i gang med at affyre tunge våben fra ladet fra Mark Oberholtzers nu tidligere bil.

Firmanavn og telefonnummer stod stadig på bilen og så begyndte den ballade, der nu har fået ham til at anlægge et søgsmål.

Advaret af FBI
Mark Oberholtzer har tidligere fortalt, at FBI og Homeland Security efterfølgende besøgte ham og spurgte ham ud om, hvordan hans firmabil var endt i Syrien.

De advarede ham også om, reaktionerne ved det virale billede og sagde, at han skulle tage sine forholdsregler for at beskytte sig selv og sin familie.

FBI fik i den grad ret i sine forudsigelser. Her mere end et år efter, at billedet gik viralt, får han stadig telefontrusler.

Netto er ufrivlligt kommet med på et billede fra Irak, hvor ISIS-militante kører paradekørsel nordvest for Bagdad. (Foto: Iraqi Security)
Netto er ufrivlligt kommet med på et billede fra Irak, hvor ISIS-militante kører paradekørsel nordvest for Bagdad. (Foto: Iraqi Security)
 

Netto-bil ved IS-parade
Der er ikke første gang, at firmaer uden deres vidende bliver sat i forbindelse med Islamisk Stat.

I maj dukkede en Netto-varevogn pludselig op på en video af en Islamisk Stat parade i Irak. 

Billederne viser hundredvis af ISIS-militante med løftede våben, som kører paradekørsel med de karakteristiske sorte ISIS-flag langs vejkanten. Og repræsentanten skriver 'hvor er koalitionsstyrkerne' under billedet.

Ekstra Bladet hev på daværende tidspunkt fat i Dansk Supermarked, som undrede sig noget over, hvordan Netto-varevognen var havnet til en IS-parade.

- Ingen af Dansk Supermarkeds kæder eller vores logistikleverandører har aktiviteter i Mellemøsten, så hvis der er tale om et ægte foto, er den eneste mulighed, at en af vores logistikleverandører har solgt anhængeren videre uden at tage folieringen af, siger Sussi Staugaard.

Ekstra Bladets kunne dog ikke få videoens ægthed bekræftet den gang.