Kraftigt jordskælv i Grækenland

Et jordskælv, der er målt til omkring 6,0 på richterskalaen, har ramt nær Larisa i Grækenland

Et relativt kraftigt jordskælv har onsdag formiddag ramt det centrale Grækenland.

Det melder det amerikanske center for seismologisk overvågning, USGS.

Jordskælvet har ramt i nærheden af byen Larisa. Epicenteret ligger godt 230 kilometer nordvest for Athen.

Ifølge mediet Ereportaz er der meldinger om tre personer, der er kommet let til skade.

Det lokale medie Larissanet skriver, at folk i byen Larisa straks gik ud på gaden som følge af det kraftige skælv i frygt for, at bygninger ville styrte sammen. Ingen af billederne på mediet viser dog umiddelbart skader på bygninger.

En helikopter har været på vingerne over byen for at skabe overblik over eventuelle sammenstyrtninger og tilskadekomst.