Opholder du dig i Osaka? Tip os på 1224@eb.dk eller sms/mms på 1224 (alm. takst)
En niårig pige er blandt dødsofrene, efter et kraftigt jordskælv ramte Osaka i det vestlige Japan mandag morgen.
Pigen døde, da en mur væltede ned over hende i forbindelse med rystelserne, der målte 6,1 på Richter-skalaen.
Desuden har to ældre mænd i 80’erne mistet livet i jordskælvet, som rystede Osaka klokken otte om morgenen lokal tid, mens mange mennesker var på vej på arbejde.
Bygning i brand
Adskillige bygninger er ødelagt og togtrafikken blev midlertidigt indstillet, skriver Associated Press.
Der var ingen risiko for en tsunami, oplyser myndighederne.
Tv-billeder fra millionbyen viser nedfaldne murbrokker i gaderne, smadret inventar i butikker og en ejendom i brand.
Mindst 200 mennesker er bragt til hospitalerne i Osaka og omegn med forskellige skader, oplyser myndighederne.
Japans premierminister, Shinzo Abe, siger, at indbyggernes sikkerhed har førsteprioritet. Han oplyser, at regeringen er ved at følge op på skaderne.
Mere end 170.000 mennesker er fortsat uden strøm i Osaka, der er Japans næststørste by.