Kraftigt jordskælv tæt på millionby

Der er udsendt et tsunami-varsel, efter et jordskælv har ramt ud for øen ved Javas kyst

Bekymret stemning på øen Java kort efter jordskælvet. Video: AP

Ved du noget?

Tip os på sms 1224 (alm. SMS-takst), eller send en mail til 1224@eb.dk. Du kan også vælge at udfylde formularen herunder.

Et voldsomt jordskælv har ramt ud for kysten ved den indonesiske ø Java. Skælvet har fået bygninger til at ryste i landets hovedstad, Jakarta.

Det skriver nyhedsbureauet AP.

Ifølge Indonesiens meteorologiske institut er skælvet målt til 7,4. Det ramte klokken 14.03 dansk tid cirka 100 kilometer sydvest Java.

Beboere er flygtet ud på gaden i Jakarta efter jordskælvet, som ramte klokken 19.03 lokal tid. Foto: Dessy Sagita/AFP
Beboere er flygtet ud på gaden i Jakarta efter jordskælvet, som ramte klokken 19.03 lokal tid. Foto: Dessy Sagita/AFP
 

Ifølge Channel News Asia er udsendt tsunami-advarsel ved kysten i provinserne Banten, Vestjava, Lampung og Bengkulu.

En kvinde løber skrigende bort, mens fladskærme gynger fra loftet, da jordskælvet rammer på øen Java. Video: AP

Bygninger i Jakarta rystede i omkring et minut ved jordskælvet, da det ramte om aftenen lokal tid. Tv-optagelser viser, hvordan arbejdere løber ud af høje bygninger. Der er ikke meldinger om tilskadekomne.

- Jeg var på 18. etage, da bygningen begyndte at svaje. Det var rimelig voldsomt og varede cirka et minut.

- Heldigvis var kontoret stort set tomt, fordi næsten alle var gået hjem. Men for os, der arbejde sent, var det skrækkeligt. Vi gemte os under skrivebordene, og da skælvet var ovre, gik alarmen i gang, og vi blev bedt om at evakuere, fortæller Christabelle Adeline, som arbejdede i det centrale Jakarta, da jordskælvet ramte klokken 19.03 lokal tid.

En mand tager et billede af sit kollapsede hus i Bogor i Vestjava-provinsen syd for Jakarta. Foto: STR/AFP
En mand tager et billede af sit kollapsede hus i Bogor i Vestjava-provinsen syd for Jakarta. Foto: STR/AFP
 

Indonesien lægger ofte grund til seismisk og vulkansk aktivitet på grund af landets placering, hvor tektoniske plader støder sammen.

- Lysekronen i min lejlighed rystede, og jeg løb bare ned fra 19. etage, fortæller 50-årige Elisa til nyhedsbureauet AFP.

- Alle andre løb også. Det var virkelig stærke stød, og jeg var virkelig bange.

Udenrigsministeriets Borgerservice har efterfølgende opfordret danskere i området til at følge de lokale myndigheders anvisninger. Du kan læse mere her.

Sidste år ramte et kraftigt jordskælv på 7,5 og en efterfølgende tsunami byen Palu på øen Sulawesi. Her blev over 2200 mennesker dræbt, og tusinder af andre erklæret savnet.

Også i december 2004, da det store jordskælv på 9,1 skabte en voldsom tsunami i Det Indiske Ocean, var Indonesien det hårdest ramte land. Af de i alt 220.000 mennesker, der omkom i tsunamien i 2004, var de 170.000 ofre i Indonesien.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere