To kampfly er fredag aften fløjet ud på mission fra en base i Homs, der natten til fredag blev angrebet af USA og ramt af amerikanske raketter.
Det oplyser den britiskbaserede overvågningsgruppe Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder (Sohr).
- To Sukhoi-fly lettede fra basen og gennemførte luftangreb i området øst for Homs, siger lederen af Sohr, Rami Abdel Rahman, til det tyske nyhedsbureau dpa.
Flyene skal angiveligt være fløjet fra Shayrat-basen, "som er delvist oppe at køre igen, hvor de har bombet mål nær Palmyra", lyder det fra gruppen.
USA's angreb var et svar på et formodet giftgasangreb mod civile i den syriske by Khan Sheikhoun i Idlib-provinsen tirsdag.
Her mistede over 80 personer livet, mens over 100 blev såret.
FN's Sikkerhedsråd drøfter sent fredag aften USA's angreb. Det sker på Ruslands foranledning. Et forsøg på at enes om en resolution som reaktion på det formodede giftgasangreb blev opgivet natten til fredag.
En militærkilde fra Syrien har oplyst, at de syriske regeringsstyrker var blevet advaret om et muligt angreb fra USA, nogle timer inden det fandt sted.
- Vi tog vores forholdsregler på mere end én militærbase, inklusive Shayrat-basen. Vi flyttede et antal fly til andre steder, udtalte kilden.
Amerikanske talsmænd havde desuden oplyst Ruslands militær i Syrien om, at angrebet ville ske på forhånd.