Krisen eskalerer: Flyselskaber tager konsekvensen

Skandinaviske flyselskaber følger den højspændte situation mellem Iran og USA nøje

Videoen herover viser ifølge dens afsender - iransk militær - nedskydningen af en amerikansk drone. Video: IRAN MILITARY TUBE/AP

Fredag morgen dansk tid udstedte den amerikanske luftfartsmyndighed, FAA, flyveforbud for alle kommercielle fly i dele af Irans luftrum.

Det drejer sig helt konkret om området ved Hormuzstrædet og Omanbugten. Netop her har flere sammenstød mellem USA og Iran fundet sted inden for den seneste uge.

Situationen er så alvorlig, at Trump ifølge flere amerikanske medier torsdag aften havde beordret et angreb på Iran.

Trump reagerede først på nedskydningen ved at skrive på Twitter, at Iran havde 'begået en rigtig stor fejl'. Foto: AFP Politik - 21. jun. 2019 - kl. 05:48 Avis: Trump godkendte angreb på Iran – men fortrød

Civile fly tæt på nedskydning
I sidste uge blev et norsk tankskib angrebet i Omanbugten. Her hersker der fortsat stor uenighed mellem de to parter om, hvad der præcis er sket.

Torsdag nedskød iranerne en amerikansk drone, som ifølge styret i Teheran befandt sig på iransk territorium, mens USA hævder, at droneflyet var i internationalt luftrum.

Ifølge FAA var der et civilt passagerfly kun 80 kilometer fra dronen, da den blev skudt ned.

- Der var op til flere civile fly i området på det tidspunkt, skriver FAA i en pressemeddelelse fredag morgen dansk tid.

Derfor har flere internationale flyselskaber nu taget konsekvensen og dropper flyvninger over iransk luftrum - herunder KLM, Lufthansa og British Airways.

Og den beslutning overvejer man nu også at træffe hos Skandinaviens to største flyselskaber. Hos Norwegian siger man til TV2, at man er yderst opmærksom på situationen i regionen og vil overveje at ændre på sin rute til den thailandske hovedstad, Bangkok.

- Vi følger situationen nøje og vil lægge ruten om, hvis vi vurderer, at det er det, der skal til. Sikkerheden har selvfølgelig allerhøjeste prioritet, siger Norwegians kommunikationschef i Danmark, Andreas Hjørnholm, til TV2.

Hos konkurrenten SAS er man mere rolig, da der i øjeblikket ikke er ruter, som går over iransk luftrum.

- Men vi følger som altid situationen tæt og følger myndighedernes anvisninger, hvis noget skulle ændre sig, siger pressemedarbejder i SAS Troels Karlskov til TV2.

Indtil videre gælder forbuddet mod at flyve over Iran kun amerikanske selskaber, men flere internationale selskaber forventes at følge trop - især hvis krisen mellem USA og præstestyret i Iran fortsætter kollisionskursen.

Artiklen fortsætter under billedet ...

På dette billede, som er offentliggjort af Pentagon, ses dronenedskydningen. Foto: Ritzau Scanpix
På dette billede, som er offentliggjort af Pentagon, ses dronenedskydningen. Foto: Ritzau Scanpix

USA blev advaret
USA blev advaret flere gange, før dronen blev skudt ned torsdag. Det siger Irans Revolutionsgarde til statslige medier i Teheran fredag formiddag.

Revolutionsgardens luftstyrkedivision fortæller, at iranerne flere gange rettede advarsler til den amerikanske overvågningsdrone, før der blev sendt et missil mod den.

General Amir Ali Hajizadeh fremsatte udtalelser om advarslerne i et interview med det statslige iranske tv fredag.

Generalen stod ved siden af vragdele, som ifølge de iranske myndigheder stammede fra den nedskudte amerikanske drone RQ-4A Global Hawk.

Hajizadeh sagde i tv-interviewet, at 'desværre svarede de os ikke.' Han tilføjede, at Iran har indsamlet vragdelene fra landets territoriale farvand.

USA siger, at dronen blev skudt ned i internationalt luftrum.

Den iranske viceudenrigsminister, Abbas Araghchi, sagde ved et møde fredag med den schweiziske ambassadør i Teheran, som varetager USA's interesser i landet, at 'nogle dele af dronevraget blev fundet i iransk farvand.'

Også den iranske udenrigsminister, Mohammad Javad Zarif, har sagt, at dele af dronen blev fundet i iransk farvand.

Han offentliggjorde torsdag de nøjagtige koordinater for, hvor dronen angiveligt blev skudt ned af Irans Revolutionsgarde.

I USA har Pentagon blankt afvist de iranske oplysninger og fremlagt andre koordinater, som angiver et sted i internationalt luftrum over Hormuzstrædet.

Samfund - 20. jun. 2019 - kl. 08:33 Iran har nedskudt en af USA's droner ifølge embedsmand

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere