Krisepsykolog: Deres traumer afhænger meget af træneren

Psykolog Birgit Bruun understreger, at de indespærrede drenges reaktion, hvis de kommer ud af grotten i live, vil være meget individuel - men trænerens rolle nede i mørket er af stor betydning

To drenge er i skrivende stund reddet ud af den underjordiske grotte i live, mens den enorme redningsaktion fortsætter. Endnu sidder 10 drenge og deres 25-årige fodboldtræner indespærret langt under jorden. Foto: AP.
To drenge er i skrivende stund reddet ud af den underjordiske grotte i live, mens den enorme redningsaktion fortsætter. Endnu sidder 10 drenge og deres 25-årige fodboldtræner indespærret langt under jorden. Foto: AP.

(Opdateret 15.08 - antallet af reddede er justeret)

Redningsaktionen for at hente de 12 thailandske drenge og deres fodboldtræner, der har siddet indespærret i en underjordisk grotte siden 23. juni, ud, er i fuld gang.

På nuværende tidspunkt er fire drenge reddet ud i live. Men om det lykkes at få alle ud i dag - inden monsunregnen, der i første omgang spærrede dem inde i grotten, vender tilbage til området - er uvist. Der venter dem en farefulde færd ud gennem det kilometerlange, snørklede grottesystem.

Du kan følge redningsaktionen live her.

Skulle drengene overleve turen gennem de oversvømmede gange, er det dog langt fra sikkert, at deres strabadser er slut, forklarer psykolog med speciale i kriser og traumer, Birgit Bruun.

- Deres efterreaktioner har meget at gøre med, hvordan de har levet nede i grotten i de mange dage. Her spiller især fodboldtræneren en stor rolle. Har han formået at skabe en form for struktur eller 'hverdag', hvor der har været ting, de skulle - f.eks. 'klokken ét gør vi det, klokken fire gør vi det' - vil det have hjulpet.

Som ved kidnapninger
- Jo mere normalitet, man kan få ind i sådan en situation, des lettere - og der er selvfølgelig ikke tale om, at det blive let - vil det være efterfølgende. Hvis der har været for meget uforudsigelighed, kan det være ekstremt svært og tage utrolig lang tid at skabt en normaltilstand, siger Birgit Bruun, som også påpeger, at når drengene løbende er blevet fysisk afkræftet, vil også deres psyke være gradvist mere svækket.

Hun sammenligner situationen med kidnapningssager, hvor man ser, at ofre, der formår at få lavet en rytme i deres hverdag i fangenskab, kan overleve i det.

Men - understreger Birgit Bruun - det er 13 forskellige skæbner og 13 forskellige reaktioner.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Psykolog Birgit Bruun påpeger vigtigheden af 'normalitet' og struktur for drengene i grotten. At de har siddet i mørke i så mange dage, vil ikke have den store betydning efterfølgende, mener hun: - - Isoleret set har det ikke nogen stor betydning. Man vænner sig til at være i mørke. Når vi sover om natten, kan det også være ret mørkt - og det gør os ikke angste, fordi vi ved, at lyset kommer tilbage. Det har drengene dernede også en idé om, at det gør. Foto: psykologbirgitbruun.dk.
Psykolog Birgit Bruun påpeger vigtigheden af 'normalitet' og struktur for drengene i grotten. At de har siddet i mørke i så mange dage, vil ikke have den store betydning efterfølgende, mener hun: - - Isoleret set har det ikke nogen stor betydning. Man vænner sig til at være i mørke. Når vi sover om natten, kan det også være ret mørkt - og det gør os ikke angste, fordi vi ved, at lyset kommer tilbage. Det har drengene dernede også en idé om, at det gør. Foto: psykologbirgitbruun.dk.
 

Marieridt og flashbacks
- Har det været en fordel, at de har været spærret inde sammen?

- Ja, for de kan have hjulpet hinanden dernede. Deres tilstand afhænger af, hvor meget de har støttet hinanden, når der har været op- og nedture.

- Hvis vi går ud af, at de ikke omkommer, hvad er så det værst tænkelige?

- Det er, at de får langvarig post traumatisk stress (PTSD). Men det er ikke sikkert, at de får det. Det er helt individuelt. Nogen vil sikkert få det, mens andre ikke gør. Det kan komme og gå, og nogle af drengene mærker det måske først noget om flere år. Som vi ser det med soldater, der har været i krig, fortæller krise- og traumepsykologen.

- PTSD giver søvnbesvær, mareridt og flashbacks, som igen og igen mentalt vil sende dem tilbage til de øjeblikke, hvor de var allermest bange.

- Reagerer børn anderledes end voksne i sådanne krisesituationer?

- Både ja og nej. Børn er mere immune på den måde, at de typisk ikke vil tænke langsigtede konsekvenser igennem. Men vi kan jo se på de breve, der er kommet ud fra børnene, at de putter håb ind i deres forældre. De passer på omverdenen. Den adfærd ser vi også hos voksne, så der er ingen forskel.

Navy Seals og det australske politi har understøttet redningsarbejdet. Her er de på vej ned i grotten for at redde drengene og deres træner ud. Foto: Ritzau Scanpix.
Navy Seals og det australske politi har understøttet redningsarbejdet. Her er de på vej ned i grotten for at redde drengene og deres træner ud. Foto: Ritzau Scanpix.
 

Ved godt, det kan ende galt
Selve turen ud af grotten, som foregår i mørke, gennem snævre sprækker og gange, og under vand med dykkerudstyr på, kan i sig selv være traumatiserende på en helt anden måde end de mange dage i indespærrethed.

- I virkeligheden tror jeg, at hverdagen inde i grotten på en eller anden måde er blevet hverdag for dem. Men nu skal de igennem en frygtelig vanskelig og farlig tur ud - og de kan ikke svømme. Det kan sætte sig i dem på en anden måde, at de på den måde er i livefare. De kan være ved at drukne tre gange undervejs. Drengene er mellem 11 og 16 år - de kan godt reflektere over den slags. De er godt klar over, at det kan ende galt.

- Det er også voldsomt at skulle sige farvel til hinanden undervejs. At sende først den ene, så den anden af sted i mørket. Uden at vide, om de klarer den.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere