Kurdiske styrker omringer Islamisk Stats sidste bastion

Voldsomme kampe udspiller sig ved landsbyen Baghouz i det østlige Syrien, der er den sidste under IS-kontrol

Amerikanskstøttede kurdiske styrker intensiverede lørdag offensiven mod den sidste enklave kontrolleret af Islamisk Stat i Syrien, som blev påbegyndt fredag.

Ifølge talsmænd for de kurdiske oppositionsstyrker, SDF, har man gjort "betragtelige fremskridt" i lørdagens kampe ved landsbyen Baghouz, hvor grupperinger af IS-krigere stadig holder til.

Skulle Baghouz falde til SDF vil det markere enden på en fireårig kampagne, der har haft til formål at afslutte Islamisk Stats kontrol i Syrien.

- SDF har gjort store fremskridt siden fredag, og det er lykkes at generobre mange stillinger kontrolleret af IS, siger SDF-talsmand Mustafa Bali.

Ifølge Bali har IS-krigerne i byen brugt blandt andet snigskytter, vejsidebomber og selvmordsangreb i forsøget på at holde de kurdiske styrker ude af bymidten. Det har sænket offensivens tempo, siger han.

Han tilføjer, at der er tale om "voldsomme sammenstød" i udkanten af Baghouz.

Amerikanske helikoptere har deltaget i operationen og kunne ifølge flere nyhedsbureauer ses over byen lørdag.

Offensiven mod Baghouz er sidste del i en større operation, der begyndte i september sidste år. Målet har været at fjerne de sidste IS-stillinger på den østlige bred af floden Eufrat.

Militærmanøvre blev dog sat på pause 12. februar, da man oplevede massive flygtningestrømme fra de IS-besatte områder.

Fredag var mere end 10.000 civile flygtet fra området omkring Baghouz.

- Vi forventer, at det snart er overstået, erklærer Mustafa Bali.

I 2014 kontrollerede Islamisk Stat næsten en tredjedel af både Syrien og nabolandet Irak. I dag er der tale om blot få husblokke i en landsby på grænsen mellem de to lande.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere