Orkanen Laura har taget til i styrke onsdag i Den Mexicanske Golf ved USA og betegnes nu som en 'ekstremt farlig' kategori 4-orkan.
Kategori 4 er det næsthøjeste niveau for orkaner.
Ved midnat natten mellem onsdag og torsdag lokal tid forventes orkanen at gå i land ved de amerikanske delstater Texas og Louisiana. Her er op mod en halv million mennesker blevet evakueret. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
- Der er ikke meget tid tilbage til at nå at beskytte liv og ejendele, advarer USA's Nationale Orkancenter (NHC) onsdag på Twitter.
Orkanen forventes at medføre kraftig regn og vinde på 230 kilometer i timen, der potentielt kan bringe havvand 48 kilometer ind i landet og skabe store ødelæggelser.
Evakueringen af borgere i Texas har medført lange køer på motorvejene og fyldte hoteller. Borgere vil undgå de krisecentre, der er blevet oprettet, da de frygter spredning af coronavirus, skriver Reuters.
Texas er den tredjehårdest ramte delstat i USA målt på antallet af smittede med coronavirus. Delstaten har registreret over 600.000 smittede siden pandemiens begyndelse, viser tal fra Johns Hopkins University.
Onsdag eftermiddag lokal tid raser orkanen over en olieplatform i Den Mexicanske Golf ved USA.
Olieplatformen blev forinden evakueret, mens orkanen har retning mod flere platforme i bugten, skriver Reuters.
Sæsonen for orkaner i Atlanterhavet, der løber frem til november, kan blive en af de værste nogensinde i år. NHC har varslet, at 25 navngivne storme kan ramme, hvilket er rekordhøjt. Laura er den 12. indtil videre, skriver AFP.
Af de 25 varslede atlantiske storme forventes 11 af dem at blive til orkaner, og seks af dem kan blive til særligt store orkaner med vinde på op til 178 kilometer i timen, lyder det.