Linda kæmpede alene i vandet: - Jeg klyngede mig til håbet

Otte danskere kæmpede i syv timer i vandet for at overleve, efter de var flygtet fra naturbranden i Grækenland

Kenneth Bo Hansen og Linda Dalsgaard Hansen med deres to døtre, Amalie og Mathilde. Foto: Philip Davali
Kenneth Bo Hansen og Linda Dalsgaard Hansen med deres to døtre, Amalie og Mathilde. Foto: Philip Davali

En hyggelig ferie blev mandag forvandlet til et mareridt for to danske familier fra Faaborg. Linda Dalsgaard Hansen og hendes mand, Kenneth Bo Hansen, er sammen med deres døtre, 11-årige Mathilde og 14-årige Amalie, på ferie i Grækenland.

De er sammen med Therese Nielsen og hendes tre børn, Marcus, Villas og Freja, da de pludseligt skal ud i deres livs overlevelseskamp.

Mandag ramte en naturbrand den græske ferieby, hvor familierne har slået sig ned på et hotel. I løbet af ganske kort tid måtte familien flygte ud i en båd for at komme væk fra den brændende kyst.

Ekstra Bladet har tidligere talt med Therese Nielsen, der sammen med venneparret Linda og Kenneth, fortæller, hvordan båden kæntrede, og at de lå syv timer i vandet.

Men mens Therese og Kenneth kæmpede sammen med børnene for at overleve i vandet, så måtte Linda klare sig alene.

- Mathilde og jeg er sammen i starten. Hun bliver ved med at sige, ’mor du kan godt, bare kæmp,’ men jeg må sende hende hen til Kenneth, hvor jeg er ikke i de samme bølger som dem, siger Linda, da hun møder Ekstra Bladet på det hotel, som de har boet på siden natten til tirsdag.

Familien er hårdt medtaget. Udover de fysiske skrammer - som voldsomme slidmærker, ømhed og sår - så er de stærkt påvirkede af det mareridt, som de har været igennem de sidste døgn.

- Jeg råber til Kenneth og Therese, at de skal gøre alt for børnene, og jeg elsker dem alle sammen, også hører jeg dem ikke mere, og jeg kan ikke se dem, fortæller hun.

- Jeg kan bare se, at hun forsvinder i bølgerne. Jeg havde det ganske forfærdeligt, siger Kenneth.

Artiklen fortsætter under billedet:

Store dele af Mati står kun forkullet tilbage. Foto: Philip Davali
Store dele af Mati står kun forkullet tilbage. Foto: Philip Davali

’Help me’
Mens timerne gik, lå Linda alene i vandet og kæmpede for at holde sig oppe, mens bølgerne omkring hende slog hende fra side til side.

Hun kunne ikke høre noget. Hun kunne ikke se noget – heller ikke land. Hun var alene i fem timer, inden hun hørte ’help me’.

- Jeg råber: ’Kenneth og Therese’, er det jer? Men det viser sig at være en anden dansker, som også har været i båden.

- Jeg fortæller ham, at vi skal spare på vores kræfter, så det eneste vi gør, at vi engang imellem spørger om ’vi stadig er der’, siger hun.

I yderligere to timer lå Linda i mørket og spejdede efter hjælp, inden hun blev reddet op af et krydstogtskib. 

- Jeg klynger mig bare til håbet, at jeg vil se min familie igen. Jeg ville vide, hvad der er sket med dem, siger hun.

- Jeg bruger mine sidste kræfter på at tænde lyset på mit ur og stikke det i vejret. Vi bliver reddet op, og jeg knækker sammen på grund af kramper på dækket, siger hun.

Jubelscener
Men da Linda kom op på krydstogtskibet, var hun alene. Hendes to piger, mand, veninde og venindens børn er ikke reddet i land.

- Jeg kan pludselig høre, at der er jubel ude fra dækket. Jeg vil derud, men jeg knækker sammen. Jeg tvinger personalet til at få mig hen til en elevator. Jeg skal ned, jeg skal se, hvem der var, der var blevet reddet. Om det var mine, siger hun.

- Elevatordøren går op, og der står mor. Jeg skriger helt vildt, fortæller den 14-årige datter Amalie, inden hun også tørrer nogle tårer væk.

- Jeg har ikke ord for, hvordan det var at se dem igen, siger Linda. 

Lindas mand, Kenneth, havde ellers forberedt sig på, at han skulle fortælle sine døtre, at deres mor var død.

- Man kan ikke beskrive det, som vi har gennemgået. Nu er vi bare glade for at være i live, siger han.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere