Mange børn frygtes dræbt under angreb på bus i Yemen

Ifølge houthi-oprøreres tv-station har flyangreb på bus med børn kostet mindst 39 livet og såret 51.

En bus med børn er ramt under et luftangreb i Yemen. Snesevis er dræbt og såret, skriver Internationalt Røde Kors på Twitter.

- Efter et angreb i morges mod en bus, der kørte med børn i Dahyan i det nordlige Saada, så har hospitaler støttet af Røde Kors modtaget snesevis af døde og sårede, hedder det.

Provinsen Saada er under den shiamuslimske houthi-hærs kontrol.

Militsens tv-station Al Massirah meddeler, at 39 er dræbt og 51 såret.

TV-kanalen anklager Saudi-Arabien og dets allierede for at have ramt bussen under et luftangreb.

Houthi-oprørerne bekæmpes af Saudi-Arabien og en koalition af arabiske lande, der hyppigt sender fly ind over de områder, som houthierne kontrollerer, for at bombe.

Der er ikke umiddelbart nogen reaktioner på torsdagens angreb fra Saudi-Arabien og dets allierede.

Den store arabiske nabo greb i 2015 ind i krigen for at støtte den daværende sunnimuslimske regering, der var blevet fortrængt af houthi-oprørere.

Krigen i Yemen har kostet næsten 10.000 mennesker livet, og konflikten har ifølge FN skabt den værste humanitære katastrofe på kloden.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere