Mange frygtes druknet efter båd gik ned på Middelhavet

Snesevis af mennesker er savnet, efter en overfyldt fiskekutter kæntrede ud for Libyens kyst

Mange mennesker er savnet, efter endnu en overfyldt båd med migranter og flygtninge er kæntret på Middelhavet, oplyser redningsmandskab til nyhedsbureauet AFP.

Den italienske kystvagt sendte skibe til ulykkesstedet ud for Libyens kyst, efter den havde modtaget et alarmopkald hvor det blev oplyst, at kæntringen havde sendt 350 mennesker i vandet.

Italiens flåde oplyser til AFP, at den har reddet 130 mennesker og fortsætter eftersøgningen efter andre.

Samtidig siger en talsmand for den italienske kystvagt til det tyske nyhedsbureau dpa, at omkring 1900 migranter og flygtninge er samlet op fra faldefærdige både på Middelhavet i løbet af fredagen.

Dermed er det samlede antal flygtninge og migranter, der er blevet reddet i løbet af denne uge, nået op omkring 12.000 i alt, siger talsmanden.

Til sammenligning ankom der kun 1641 mennesker til de italienske kyster i løbet af sidste uge, viser tal fra Den Internationale Organisation for Migration (IOM).

Antallet af migranter og flygtninge, der søger fra Nordafrika og mod Italien, ventes at stige i de kommende måneder, når vejret bliver varmere.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere