Medie: Danmark blev advaret seks timer før angreb i Irak

Ifølge TV2 fortæller flere kilder, at den danske regering og Forsvaret blev advaret seks timer før angreb

Al-Asad-basen i Irak, der blandt andet husede danske soldater, blev natten til ondsdag ramt af et missilangreb. Video: Reuters via Ritzau Scanpix. Redigering: Martin Ekelund

Seks timer før Iran sendte missiler mod to militærbaser i Irak, vidste den danske regering og Forsvaret besked om det forestående angreb.

Det fortæller flere kilder til TV2.

Den danske forsvarschef, Bjørn Bisserup, har tidligere bekræftet over for Ritzau, at Danmark fik et varsel om det forestående iranske missilangreb.

Men TV2 har nu fra flere kilder, at advarslen til den danske regering kom seks timer, før det første missil ramte Al-Asad-basen i Irak, hvor der på det tidspunkt var omkring 130 danske soldater.

Ingen kom til skade ved angrebene.

Angrebet skete som gengældelse for USA's drab på den højtstående iranske general Qassem Soleimani fredag for en uge siden.

Efter missilangrebene på baserne valgte den danske regering at trække hovedparten af soldaterne på Al-Asad-basen ud af Irak.

De cirka 100 soldater, der skal flyves ud af Irak, har haft til opgave at træne irakiske soldater på basen. Men den opgave er alligevel sat på pause på grund af den tilspidsede konflikt.

Ifølge lektor ved Forsvarsakademiet Peter Viggo Jakobsen giver det god mening, at Danmark blev advaret i så god tid.

- Det siger jo lige præcis, at iranerne gjorde alt, hvad de kunne, for at undgå at slå nogen ihjel. Iran har på den ene side behov for at sende et signal om, at de ville hævne sig, men de ønsker på den anden side ikke at udløse en stor krig, siger han til TV2.

Kort efter angrebene styrtede et passagerfly ned, da det netop var lettet fra Teheran i Iran med retning mod Kijev i Ukraine.

Torsdag aften dansk tid meddelte Canadas premierminister, Justin Trudeau, at flyet - måske ved en fejl - var blevet skudt ned af et iransk missil. Der var 63 canadiske statsborgere med flyet, hvor alle 176 omkom.

Iran har dog afvist, at et iransk missil skød flyet ned.

På grund af uvisheden om årsagen til flystyrtet fraråder Udenrigsministeriets Borgerservice nu alle rejser til Iran.

Foto: Akbar Tavakoli/IRNA/AFP/Ritzau Scanpix Krig & katastrofer - 9. jan. 2020 - kl. 17:21 Medie: Iran skød passagerfly ned ved en fejl

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere