Medie: Efterretninger afslører planlægning af angreb i Tyskland

En ekstremist fra Jordan har ifølge Newsweek planlagt angreb på amerikanske soldater i Tyskland

Den amerikanske efterretningstjeneste har modtaget efterretninger omkring planlægning af et muligt angreb på amerikanske soldater, der er udstationeret i Tyskland.

Det kan tidsskriftet Newsweek fortælle søndag aften.

De amerikanske myndigheder har modtaget, hvad der beskrives som tredjepartsoplysninger om det mulige angreb. Newsweek har fået historien via en højtstående amerikanske efterretningsmand.

Ifølge efterretningerne skulle angrebet foretages af en ekstremist fra Jordan. Og konkret var det to amerikanske baser i Tyskland, der var udset som mål.

Den amerikanske hærs afdeling i Europa bekræfter, at en potentiel risiko er blevet identificeret, og at den nu bliver efterforsket.