Medie: Hamas jubler over Jerusalem-angreb

Den palæstinensiske gruppe Hamas lovpriser det lastbils-angreb, der søndag kostede fire personer livet i Jerusalem, skriver medie

Fire personer blev dræbt og 15 såret, da en person søndag kørte ind i en gruppe af soldater i Jerusalem. Foto: AP
Fire personer blev dræbt og 15 såret, da en person søndag kørte ind i en gruppe af soldater i Jerusalem. Foto: AP

'Heroisk og modigt'.

Sådan lyder det angiveligt fra Fawzi Barhum, talsmand for den palæstinensiske gruppe Hamas, efter en person søndag kørte fire soldater ihjel med en lastbil i det sydlige Jerusalem.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Om angrebet er blevet planlagt i længere tid, eller om der er tale om en spontan handling, er dog fortsat usikkert, oplyser en talsmand fra det israelske politi.

Se også: Fire meldes dræbt ved lastbilangreb i Jerusalem

USA og FN: Forkasteligt
Hamas' lovprisning af det dødelige angreb, har skabt forargelse flere steder i verden. Herunder hos FN's repræsentant for den mellemøstlige fredsproces, Nickolay Mladenov.

- Det er forkasteligt, at nogen vælger at forhellige angreb, der underminerer muligheden for en fredfyldt fremtid for både palæstinensere og israelere, siger han ifølge nyhedsbureauet.

- Der er intet heroisk i handlinger som denne.

Det Hvide Hus i USA har ligeledes fordømt angrebet, der efterlod fire døde og 15 sårede.

- Sådanne feje handlinger kan aldrig retfærdiggøres, lød det angiveligt fra det nationale sikkerhedsråds talsmand, Ned Price, i en udtalelse.

Se også: Netanyahu: Gerningsmand er IS-sympatisør

Netanyahu: Gerningsmand var IS-sympatisør
Søndag aften dansk tid offentliggjorde den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, at han anser gerningsmanden som IS-sympatisør, ligesom en talsmand fra politiet kaldte handlingen for terror.

- Vi kender til gerningsmandens identitet, og alt tyder på, at han er tilhænger af Islamisk Stat, sagde Netanyahu ifølge Jerusalem Post under et besøg ved gerningsstedet i Armon Hanatziv-kvarteret i Jerusalem.

Det er endnu uvist, hvad der får Netanyahu til at linke gerningsmanden til Islamisk Stat.

Foto: AP 112 - 19. dec. 2016 - kl. 20:38 Lastbil torpederer julemarked i Berlin: Ni dræbt

Palæstinenser i 20'erne
Ifølge palæstinensiske sikkerhedsmyndigheder er manden bag angrebet en palæstinenser i sine sene 20ere, der angiveligt skulle bo i det østlige Jerusalem. Det skriver AFP.

Flere palæstinensiske medier mener at vide, hvem gerningsmanden er, ligesom de har videregivet hans navn. Hans identitet er imidlertid endnu ikke bekræftet fra officiel side.

Chaufføren blev skudt, kort efter han kørte lastbilen ind i en gruppe af soldater, der var ved at stige ud af en bil. Billeder fra gerningsstedet viser lastbilen med skudhuller i frontruden.

Foruden de fire dræbte, der alle var soldater, er yderligere 15 personer kvæstet. Tre af dødsofrene er efter sigende kvinder, mens den sidste er en mand, oplyser politiet.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere