Medie: Iran skød passagerfly ned ved en fejl

Flere kilder fortæller til amerikansk medie, at iransk missil ramte ukrainsk passagerfly

Advarsel: Voldsomme billeder. Vragdele og ligposer lå spredt efter flystyrtet. Video: AP

Det ukrainske fly, der natten til onsdag dansk tid styrtede ned i Iran, blev ramt af et iransk missil, som formentlig blev affyret ved et uheld.

Det oplyser tre forskellige kilder til det amerikanske medie Newsweek.

Newsweek citerer en kilde fra det amerikanske forsvarsministerium, en efterretningsofficer og en irakisk efterretningsofficer for oplysningerne.

Flyet fra Ukraine International Airlines styrtede ned kort efter, det var lettet fra lufthavnen i den iranske hovedstad, Teheran. Kort forinden havde Iran affyret missiler mod amerikanske baser i Irak.

Passagerflyet menes at være blevet ramt af det russisk-byggede Tor-M1 jord-til-luft-missil-system.

Embedsmænd i det amerikanske forsvarsministerium siger til Newsweek, at man formoder at nedskydningen skete ved et uheld, da Irans antiluftskyts var aktive som følge af landets angreb på de amerikanske baser.

USA's forsvarskommando ønsker ikke at kommentere nyheden. Ifølge Newsweek-journalisten Naveed Jamali skyldes det formentlig, at man ikke ønsker at vække ny eskalering af konflikten med Iran ved at pege på dem som synderne bag flystyrtet.

Den britiske regering har dog ifølge det britiske telegrambureau PA udtrykt bekymring over meldingerne om, at flyet skulle være blevet skudt ned af et missil.

Det forlyder derfor fra Downing Street, at man er gået i gang med at undersøge sagen.

'Vi ønsker en troværdig og gennemsigtig efterforskning af, hvad der er foregået,' lyder det i en udtalelse fra den britiske regering..

Tidligere på dagen forlød det fra Ukraine, at man har bedt netop Storbritannien om hjælp med efterforskningen af flystyrtet.

Oleksiy Danilov, der er talsmand for Ukraines sikkerhedsråd, har udtalt til ukrainske medier, at man har efterforskere i området for at lede efter missilrester eller spor efter et raketangreb. Han fortalte ved samme lejlighed, at en af hovedteorierne netop er, at flyet er blevet ramt af et Tor-missil, idet 'det på internettet har forlydt, at der er fundet dele af et missil nær nedstyrtningsstedet', skriver Independent.

I alt 176 mennesker mistede livet i forbindelse med flystyrtet. Hovedparten af de omkomne var iranere og canadiere.

LIVE
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere