En talsmand for Jordans regering siger, at man er parat til at udveksle en dømt terrorist med en jordansk pilot, der holdes som gidsel af Islamisk Stat i Syrien.
- Jordan er parat til at frigive den fængslede Sajida al-Rishawi, hvis den jordanske pilot Muath al-Kasaesbeh bliver sat fri og hans liv bliver skånet, siger talsmanden til Jordans stats-tv.
Islamisk Stat havde tidligere udsendt en video, hvor Jordan blev truet til at frigive Sajida al-Rishawi, som er fængslet for et planlagt et selvmordsangreb i 2005.
Islamisk Stat advarer på videoen om, at også det japanske gidsel Kenji Goto vil blive dræbt inden for 24 timer, hvis Japan ikke lagde pres på Jordan for en udveksling.
Den jordanske regeringstalsmand Mohammed al-Momani nævnte i sin udtalelse ikke det japanske gidsel, skriver Associated Press.
Se mor i gribende appel: Red min søn
På et pressemøde i Tokyo har moren til Kenji Goto bønfaldt den japanske regering om at redde hendes søn.
- Red Kenjis liv. Der er ikke meget tid tilbage. Jeg beder jer gøre alt, hvad der er muligt, sagde hun.
Den jordanske pilot Muath al-Kassasbeh, 26, blev skudt ned i sit F16-fly over Raqqa i december. Han er den første udenlandske pilot, der er blevet skudt ned, siden den amerikansk-ledede koalition begyndte at bombe Islamisk Stat i august.