Medie: Rusland kører krigsfanger til gammel straffelejr

Ukrainske soldater, som kæmpede i Mariupol, bliver ifølge øjenvidne kørt til en gammel straffelejr i Donetsk

Her ses busser, som prorussiske separatister eskorterer til separatistkontrollerede landsbyer i det østlige Ukraine. Foto: Uncredited/Ritzau Scanpix
Her ses busser, som prorussiske separatister eskorterer til separatistkontrollerede landsbyer i det østlige Ukraine. Foto: Uncredited/Ritzau Scanpix
Følg Krig & katastrofer

Tirsdag ankom en konvoj med syv busser til en tidligere straffelejr i en lille landsby nordøst for storbyen Donetsk i Donbas-området.

Det fortæller et øjenvidne til nyhedsbureauet Reuters.

De syv busser transporterede ukrainske soldater, som blev taget til fange, da Rusland erobrede den sønderbombede havneby Mariupol.

Mens mange er blevet evakueret til byer i det vestlige Ukraine, er en del ukrainske soldater imidlertid havnet i russisk varetægt.

Ifølge et af Ruslands nyhedsbureauer, Tass, skal soldaterne afhøres af russiske efterretningstjenester. Det skal ske i forbindelse med opklaringen af det, som Rusland kalder 'det ukrainske regimes forbrydelser'.

Den lille landsby, hvor den tidligere straffelejr ligger, hedder Olevnika og ligger nordøst for storbyen Donetsk.

Området har i længere tid været kontrolleret af prorussiske separatiststyrker.

Rusland skiftede i slutningen af marts fokus og trak sig fra kampene omkring Ukraines hovedstad, Kyiv. Kampbataljoner blev i stedet omorganiseret, og der blev indledt voldsomme offensiver i Donbas-området.

Planen var da at tage kontrollen med Donbas.

Donbas udgøres af to ukrainske regioner - Donetsk mod syd og Luhansk mod nord. Prorussiske separatister erklærede i 2014 begge regioner selvstændige. Siden har separatisterne kæmpet mod ukrainske styrker i området.

Senest erobrede russerne altså havnebyen Mariupol, som er et strategisk nøgleområde i krigen.

Kontrollen med byen og området omkring den gør, at Rusland får lettere ved at transportere styrker op til Donbas fra den annekterede halvø Krim.

Tanken var, ifølge den amerikanske tænketank Institut for Krigsstudier (ISW), at man kunne omringe de ukrainske styrker i Donbas ved at angribe dem fra grænserne til Rusland mod nord og mod vest og samtidig fra syd og vest.

Men mandag kunne den amerikanske tænketank berette om, at Rusland øjensynligt havde snævret sit fokus endnu mere ind.

Russiske tab i den nordøstlige storby Kharkiv har gjort, at ukrainske styrker i sidste uge næsten kunne rykke helt frem til den russiske grænse.

Mange af kampene koncentrerer sig nu om Sievjerodonetsk, som ligger i Luhansk og er den østligste by, der stadig er under ukrainsk kontrol.

Mere fra Ekstra Bladet+

Qatar er et diktatur, styret af emiren og et præsteskab med rod i shariaen

Udforsk Ekstra Bladet+

Hvilke nyheder skal vi vise her?

Med en gratis bruger kan du selv vælge!
Så er du altid opdateret på lige præcis det, der interesserer dig. Læs mere

Brugervilkår - Har du en bruger? Log ind