Medie: Tv-billeder skabte vrede - så ændrede Trump mening

Ifølge New York Times sagde Donald Trump i første omgang nej til at dræbe Soleimani, men en række tv-billeder fra Irak fik ham til at ændre mening

Hvorfor valgte USA at angribe, og hvad bliver konsekvensen? Forstå konflikten på et øjeblik her.

Den amerikanske præsidents afslutning på 2019 har været dramatisk.

Og nu kan mediegiganten New York Times afsløre lidt af, hvad der foregik bag lukkede døre, inden Qassem Soleimani blev dræbt i et droneangreb fredag 3. januar.

Ifølge avisen startede det hele med, at Donald Trump i første omgang afviste at dræbe Qassem Soleimani.

Han var blevet præsenteret for muligheden af Pentagon, der efter sigende brugte et gammelt trick for at skubbe præsidenten i en anden retning. Soleimani-muligheden skulle ses som en usandsynlig mulighed, der skulle gøre andre muligheder mere spiselige.

Og Pentagon endte med at lykkes. I hvert fald i første omgang.

Donald Trump valgte en løsning, hvor en iransk støttet milits skulle angribes, og den blev iværksat 28. december. Her blev 25 medlemmer dræbt.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Det var billede som disse, der fik Donald Trump til at trykke på aftrækkeren. Foto. Ritzau Scanpix
Det var billede som disse, der fik Donald Trump til at trykke på aftrækkeren. Foto. Ritzau Scanpix

Rasende præsident
Men det sluttede ikke her.

Nytårsaftensdag stormede vrede demonstranter den amerikanske ambassade i Irak, og de forsøgte endda at trænge ind. Ambassadens personale, herunder ambassadøren, blev evakueret, og amerikanske flag blev brændt.

Det var ikke kønt. Heller ikke i Donald Trumps øjne.

Ifølge New York Times' kilder blev præsidenten så edderspændt rasende, at han vendte tilbage til Pentagon. Nu skulle Qassem Soleimani dø, som de havde foreslået et par dage før.

Det perfekte tidspunkt
I de efterfølgende dage arbejdede amerikanerne på at finde et tidspunkt, hvor de kunne ramme den iranske general.

De fandt et perfekt tidspunkt fredag, hvor han landede i Iraks hovedstad, Bagdad. Angrebet ville dog blive aflyst, hvis Qassem Soleimani mødtes med repræsentanter fra den irakiske regering, da de er allierede med USA.

Men meldingen kom. Qassem Soleimani var kun sammen med sine egne folk og en leder fra en irakisk milits, der støtter Iran, og så trykkede amerikanerne på knappen.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere